I forbindelse med, at SønderborgNyt onsdag fortalte, at den stjålne ringriderstatue fra Broager er kommet frem, skrev netavisen, at der var udbetalt erstatning til Broager Kommune, som så har fået sat en ny statue op.
“Det er ikke forsikringssag og Broager Kommune har ikke fået erstatning”, skriver Simon Lorenzen fra Broager Ringriderforening til SønderborgNyt.
Det er Broager Ringriderforening som ejer statuen. Og den “nye” som blev genskabt blev økonomisk skabt ved hjælp af Broager Kultur Fond og kommunen samt andre fonde.
“Men der er mange uklare ting i sagen og meget vi skal have fundet ud af. Det er ca. 12 år siden og været udskiftning på mange poster og svært at stadig huske hvad der skete”, skriver Simon Lorenzen.
“I ringriderforeningen havde vi fået oplysninger om at statuen var et andet sted, som vi var ved at “efterforske” da den pludselig bliver fundet på Sandbjerg. Noget tyder på, at den har skiftet gemmested inden for de seneste tre uger. Når vi ved, hvad der er rigtigt og forkert i sagen vil vi gerne fortælle om det. Alt er indtil nu kun rygter fra nogen som kun kan huske lidt”.