Flere politipatruljer rykkede lørdag eftermiddag ud til Rojumvej i Sønderborg, hvor meldingen i første omgang lød, at der var tale om bekymring for en persons helbred.
Siden har sagen dog taget en mere alvorlig drejning.
Ifølge Syd- og Sønderjyllands Politi var der tale om en anmeldelse om en mulig bevæbnet person på Rojumvej i Sønderborg. Oplysningen kommer, efter at SønderborgNYT er blevet kontaktet af en kilde, der har en anden oplevelse af hændelsesforløbet end den første udmelding fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilden fortæller blandt andet, at politiets indsats skulle være sket på baggrund af en naboklage – blandt andet over ukrudt i en have – og at anmeldelsen lød på, at en mand var bevæbnet. Ifølge kilden førte det til en anholdelse, hvor politiet blandt andet var udstyret med maskingeværer.
Hos Syd- og Sønderjyllands Politi bekræfter man, at anmeldelsen omhandlede en mulig bevæbnet person, og at det automatisk udløser en særlig indsats.
”Når der er tale om mulige bevæbnede personer, sætter vi sikkerheden for både vedkommende selv, andre borgere og politiets medarbejdere meget højt og har derfor et fast koncept for, hvordan vi håndterer situationen. Det gælder både i forhold til politiets udstyr og afspærringer, og for hvordan vi kontakter den mulige bevæbnede person”, oplyser Anette Johnsen, der er kommunikationsrådgiver hos Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet understreger, at målet altid er, at ingen kommer til skade, og at man som udgangspunkt forsøger at skabe dialog. Hvad der konkret fandt sted på Rojumvej lørdag, ønsker politiet dog ikke at uddybe.
”Vi kan af hensyn til vores tavshedspligt omkring den enkelte borgers personlige oplysninger ikke oplyse yderligere om lørdagens indsats på stedet”, oplyser Anette Johnsen.
Syd- og Sønderjyllands Politi har efterfølgende indledt en efterforskning for at klarlægge hændelsesforløbet og få afdækket, hvad der præcist førte til den omfattende udrykning.
”Der er ikke noget for nuværende, der indikerer, at der er tale om nabostridigheder”.
Ifølge SønderborgNYTs kilde blev en person anholdt og taget med af politiet, hvor vedkommende tilbragte natten i detentionen.
SønderborgNYT har desuden spurgt politiet, om de kan bekræfte, at betjentene var bevæbnet med maskinpistoler, om der blev fundet våben på adressen, og om der er rejst en sigtelse i sagen.
”Vi kan af hensyn til efterforskningen og politiets tavshedspligt i forhold til borgeres private oplysninger ikke yderligere kommentere sagen”, oplyser Anette Johnsen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.




















