I den seneste tid har forvaltningerne i Sønderborg Kommune set på, hvor de 30 millioner kroner, der skal spares årligt, kan findes.
I spareudspillet skrev forvaltningen blandt andet, at der i 2021 er der afsat 2.075.800 kr. til sundhedsordninger for ansatte. Dette falder i 2022-2024 til 1.735.900 kr. En reduktion på en million kroner vil kunne ske gennem en reduktion af støtte til medarbejderes deltagelse i svømning og fitness, en ændring af 50/50 procentordningen til en anden fordeling – f.eks. 40/60 pct, hvor puljen betaler 40 pct. til en aktivitet. Der vil være færre penge til kampagner og mindre støtte til DHL mv.
Det årlige antal fødsler er gået fra 669 i 2013 til 590 i 2019 uden at der er foretaget en reduktion i Sundhedsplejen.
Reduktionen kan indhentes ved at omlægge nogle hjemmebesøg til konsultationer. Der kan reduceres en mindre del i behovsbesøg i hjemmet. Endelig kan sundhedsplejen anvende færre ressourcer i det forpligtende distriktssamarbejde mellem dagtilbud, skole og børnesocialområdet.
Serviceniveauet er blevet hævet de seneste seks år. Reduktionen vil medføre at der reduceres i de opgaveløsninger, som det har været muligt at prioritere ind som følge af at der ikke er taget midler fra området ved det faldende fødselstal de seneste seks år.
Tirsdag sagde Sundhedsudvalget nej til forslagene.
SønderborgNYT har forgæves forsøgt at få en kommentar fra udvalgsformand Helge Larsen.