Efter 21 år hos SwipBox har grundlæggeren Allan Kaczmarek besluttet, at det er tid til at starte et nyt kapitel. Det skriver han torsdag aften i et opslag på LinkedIn.
“Det har været en utrolig oplevelse fyldt med udfordringer og uforglemmelige øjeblikke, men jeg er kommet frem til, at det er bedst for mig at fokusere min energi på noget nyt. Lige nu giver jeg mig selv lidt tid til at reflektere, tænke og beslutte, hvilken retning jeg ønsker at tage næste gang,” skriver Allan Kaczmarek i opslaget og tilføjer, at det har været en stor beslutning, og at han ikke ved, hvad fremtiden bringer.
Det hele startede i 2012, da SwipBox lancerede de klassiske pakkebokse, som gjorde virksomheden til et velkendt navn i Danmark og resten af verden. I 2019 lancerede SwipBox den app-styrede pakkeboksløsning, og indtil nu er der opsat mere end 40.000 pakkebokse i over 30 lande.
Fra november måned sidste år kunne også danske Bring-kunder hente deres pakker i SwipBox-pakkebokse. Dermed blev pakkeboksløsningen en del af en større skandinavisk aftale mellem Posten Bring og SwipBox, hvormed Posten Bring cementerer sin position på det skandinaviske marked.
SwipBox har i dag kontorer i Pakistan, Polen og Australien, mens hovedkontoret fortsat ligger i Sønderborg. Selskabet er i dag ejet af Peter Mads Clausen og Vækstfonden.