Mens Syddansk Erhvervsakademi (SEA) samlet set næsten holder skindet på næsen ved årets sommeroptag, ser billedet markant anderledes ud i Sønderborg. Her falder antallet af studerende så meget, at rektor Henrik Larsen kalder udviklingen alvorlig.
I alt får 600 ansøgere tilbudt en studieplads på Syddansk Erhvervsakademi ved årets sommeroptag. Det er 23 færre end sidste år, svarende til et fald på knap fire procent. Bag de samlede tal gemmer der sig dog store lokale forskelle.
Mens Esbjerg og Tønder går en smule frem, er det Sønderborg, der trækker den negative statistik.
I Sønderborg falder det samlede optag fra 113 til 82 studerende. Det svarer til et fald på 27 procent. Ser man alene på de uddannelser, der optager via Den Koordinerede Tilmelding (KOT), er tilbagegangen hele 43 procent.
“Udviklingen i Sønderborg er alvorlig og giver anledning til stor bekymring. Vi skal nu analysere årsagerne grundigt og vurdere, hvad der skal til for at vende udviklingen. Det er afgørende, at der fortsat er attraktive videregående uddannelsesmuligheder i Sønderborg”, siger rektor Henrik Larsen i en pressemeddelelse.
Noget af forklaringen er, at uddannelsen til markedsføringsøkonom ikke bliver oprettet i Sønderborg efter et lavt ansøgertal. Samtidig er der færre optagne på finansøkonom- og multimediedesigneruddannelserne. Til gengæld går top-up-uddannelsen i design og business en smule frem.
På landsplan får 462 ansøgere tilbudt en studieplads gennem Den Koordinerede Tilmelding, mens 138 får tilbudt en plads på en top-up-uddannelse. KOT-optaget falder med fire procent, mens top-up-optaget ligger tre procent under sidste år. Det sker, selv om SEA modtog rekordmange 261 ansøgninger til top-up-uddannelserne.
Rektoren peger samtidig på, at sommerens optag ikke kan stå alene.
“Vi ville naturligvis helst have set en fremgang, men julitallene står ikke alene. I januar optog vi 180 studerende, hvilket var et meget stort vinteroptag. Det kan blandt andet være med til at forklare tilbagegangen på bygningskonstruktøruddannelsen, hvor vi havde et rekordstort optag i januar”, siger Henrik Larsen.
I Esbjerg – inklusive SEA’s onlineuddannelser – stiger optaget fra 505 til 510 studerende, mens Tønder går fra fem til otte studerende.
Også onlineuddannelserne udvikler sig positivt. Her stiger antallet af tilbudte studiepladser fra 218 til 226. Blandt andet bliver der i år oprettet en onlineuddannelse til driftsteknolog offshore med 21 studiepladser, mens finansbachelor online vokser fra 60 til 70 pladser.
“Vi har et fornuftigt optag i Esbjerg og Tønder, og vores onlineuddannelser bidrager fortsat væsentligt til det samlede optag. Det viser, at fleksible uddannelsesmuligheder har stor betydning for de studerende”, siger Henrik Larsen.
Han vurderer samtidig, at flere forskellige forhold kan påvirke de unges uddannelsesvalg.
På SEA’s erhvervsakademiuddannelser falder antallet af tilbudte studiepladser samlet med 13 procent. Ifølge rektoren skyldes det både mindre ungdomsårgange og den kommende uddannelsesreform.
“Når de nuværende top-up-uddannelser udfases fra 2028, kan det allerede nu få flere unge til at vælge en professionsbacheloruddannelse fra start frem for en erhvervsakademiuddannelse. Samtidig kan vores nye uddannelse i cybersikkerhed have tiltrukket nogle af de ansøgere, der ellers ville have søgt datamatikeruddannelsen. Der er sandsynligvis flere bevægelser i gang på samme tid”, siger Henrik Larsen.
Den nye uddannelse i cybersikkerhed får 23 studerende ved årets optag, mens datamatikeruddannelsen i Esbjerg, Sønderborg og Tønder samlet får 47 studerende.
Samtidig bliver flere tekniske uddannelser ikke oprettet ved sommeroptaget. Det gælder energiteknolog, el-installatør og produktionsteknolog, hvor der ikke har været tilstrækkeligt mange ansøgere.
Rektoren mener, at udviklingen kalder på politisk handling.
“Når ungdomsårgangene bliver mindre, må løsningen ikke automatisk være at samle uddannelserne i de største byer. Syd- og Sønderjylland har brug for videregående uddannelser tæt på de unge og de virksomheder, der efterspørger deres kompetencer. Det kræver politiske rammer, som gør det muligt at opretholde stærke og fagligt bæredygtige uddannelsesmiljøer i hele landet”, siger Henrik Larsen.
Fra den 28. juli 2026 bliver det muligt at søge de ledige studiepladser på SEA.
















