Symfoniorkestret sætter slagtøj i centrum

15. januar 2018 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Det er en helt speciel koncert Sønderjyllands Symfoniorkester stiller op med til koncerterne Slagtøj i Centrum i Alsion den 1. februar kl. 20.00.

Udover at slagtøjet er helt i centrum til koncerten, er det ene musikstykke komponeret og dedikeret specielt til orkestrets egen slagtøjsspiller Henrik Termansen.

Stykket spilles for første gang til disse koncerter.

Udover denne uropførelse byder aftenen også på Haydn og Beethoven, skriver symfoniorkestret i en pressemeddelelse.

Henrik Termansen, slagtøjsspiller i Sønderjyllands Symfoniorkester gennem 26 år, er i fokus denne aften, som står i slagtøjets navn. Termansen eller Termo, som han også kaldes, er uddannet fra musikkonservatoriet i Aarhus, inden han kom til Sønderjylland Symfoniorkester.

Artiklen fortsætter under annoncen

Henrik Termansen.

I dag er han er så absolut at placere blandt de bedste slagtøjsspillere i landet. Og det er ikke nogen tilfældighed.

For Termo går til arbejdet med både passioneret flid, dygtighed og perfektionisme. Han er ikke slagtøjsmand for ingen ting. Han kan nemlig – i ordets bogstavelige forstand – få musik ud af alt, hvad han slår på. Normalvis er slagtøjsspillerne placeret bagerst på scenen, men til disse koncerter kommer Termo helt frem på scenen og det giver rig lejlighed til at publikum både kan se og høre hans slagtøjsspil.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det er komponisten Søren Monrad, som har skrevet og dedikeret nummeret TermoXstatic til Henrik alias Termo.

Monrad er selv uddannet som klassisk slagtøjsspiller, men finder også stor glæde og inspiration i rytmisk musik. Gennem sin egen baggrund som slagtøjsspiller har Monrad et stort kendskab til slagtøjets mange facetter og lyde, hvilket kommer til udtryk i stykket, hvor der bliver spillet på mange forskellige slagtøj.

Monrad og Termo er med jævne mellemrum stødt på hinanden i musikalske sammenhænge bl.a. i Det Kongelige Kapel. Motivationen til at skrive en slagtøjskoncert og dedikere den specifikt til Termo opstod, da Termo gerne ville spille en lidt anderledes koncert, som var sjov at spille, og som samtidig kunne henvende sig til et bredere publikum.

Artiklen fortsætter under annoncen

Monrad så opfordringen om at skrive en slagtøjskoncert til en af landets bedste slagtøjssolister som en stor ære, og dersom de begge befandt sig på ”musikalsk bølgelængde” begyndte koncerten at tage form i en arbejdsproces, som har været sjov og inspirerende for både Monrad og Termo.

Som Monrad udtaler er: ”…værket skræddersyet til Termo, og for mig som komponist er oplevelsen af samarbejdet og den fælles forståelse for form og retning en sjælden lejlighed til at få spillet min musik på fornemmeste vis.” Til koncerterne skal det som publikummer blive interessant at høre, i hvilken retning den gensidige slagtøjsmusikalitet har udviklet sig.

Artiklen fortsætter under annoncen

 

Koncerten lægger ud med at introducere slagtøjet gennem Paukeslaget, dernæst sættes slagtøjet helt i centrum for at slutte af med Beethovens dramatiske symfoni, som ikke blot anses for at være et af Beethovens hovedværker men også for at være et vendepunkt i musikhistorien bl.a. pga. dens længde.

Køb din BILLET HER