Regeringen, regioner og kommuner går sammen med en stribe private interessenter om et bud på de tre første etaper af løbet i 2018. Ifølge TV 2’s oplysninger vil parterne lægge 90 millioner kroner for at få prologen og de to første etaper af det legendariske cykelløb.
Og Sønderborg er tænkt ind i turen som målby for en etape, der skal begynde i Vejle.
På et møde hos erhvervs- og vækstminister Troels Lund Poulsen fredag eftermiddag er der lagt en sidste hånd på tilbuddet.
Det danske bud er ikke kun på nogle få kilometer cykling. Planen er at byde på en prolog i det indre København, en etape fra Roskilde over Storebælt med slut i Odense og endelig en tredje etape startende i Vejle og med mål i Sønderborg.
Det danske bud bliver tilsyneladende opfattet som et seriøst bud. For senere på måneden kommer Tour de Frances’ direktør, Christian Prudhomme, til Danmark for at mødes med statsminister Lars Løkke Rasmussen.