Den danske soldat Hans Lorenzen er fundet død i skansen efter et preussisk bombardement. Men Hans Lorenzen er ramt af en dansk geværkugle.
Hvem har begået denne forfærdelige forbrydelse?
Og hvorfor?
Besøg Historiecenter Dybbøl Banke i efterårsferien prøv at løse den spændende mordgåde. De mistænkte er afhørt, og det nødvendige bevismateriale finder du i skansen og soldaterbyen – nu skal du stykke delene sammen og finde morderen.
Træd ind i 1864
På Historiecenteret træder du direkte ind i historien om krigen i 1864 mellem danskerne og preusserne. Her møder du den moderne kanonfotograf, den snu marketender, rekrutskolens strenge kommandersergent, den opofrende diakonisse og selvfølgelig både danske og preussiske soldater, som demonstrerer deres våben og udrustning. Selvfølgelig skyder vi også med den store kanon!
Vi brænder for at fortælle de mange historier om dem, der oplevede krigen. Du kan selv prøve at telegrafere, skrive med pen og blæk, finde stumper af gamle granater i jorden og hjælpe tømreren med at fremstille trænagler til det store blokhus.
Kig også forbi Dybbøl Mølle, der maler på livet løs. Her kan du selvfølgelig lave dit eget mel og opleve den bedste udsigt i Sønderborg, hvis du tør!
Historiecenteret og Dybbøl Mølle har åbent alle dage i efterårsferien. Husk varmt tøj: Krimi, aktiviteter og fortællinger foregår udenfor.