Seks kobberklokker er blevet stjålet fra Tinglev-Sønderborg jernbanestrækningen. Klokkerne, der normalt bruges til at advare bilister ved mindre overgange, er forsvundet fra seks forskellige steder langs strækningen.
Tyveriet blev anmeldt torsdag aften klokken 21:17 af Banedanmark, men præcis hvornår det er sket, vides ikke.
“Vi har fået anmeldelsen og skal nu undersøge, hvilke overgange der er tale om. Klokkerne har en vigtig funktion, fordi de advarer trafikanter om, at bommen går ned, og at man skal stoppe”, oplyser politikommissær Martin Hess Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Værdien af de enkelte klokker er ikke præcist kendt, men det formodes, at hver enkelt løber op i flere tusinde kroner.
“Vi ved endnu ikke, om overgangene er blevet lukket midlertidigt, men da Banedanmark har registreret tyveriet og anmeldt det, går vi ud fra, at de har taget de nødvendige forholdsregler”, fortæller Martin Hess Pedersen.

















