Unge fik en herlig oplevelse i Sønderborg Sommer Revy

22. juni 2019 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

I samarbejde med Sønderborg Kommune havde Sønderborg Sommer Revy inviteret kommunes unge under uddannelses til en særforestilling.

Fredag kl. 11 myldrede det derfor med unge, friske, regnvåde mennesker, der skulle se, hvad ‘det der revy’ nu er for noget, skriver Sønderborg Sommer Revy.

Dog havde Jeanne Boel, Lone Rødbroe og Thomas Pakula dagen før været på besøg på Sønderborg Produktionsskole og Idrætshøjskolen, hvor de fleste af de unge kom fra.

Her havde de tre fra revyen givet dem en hurtig gennemgang af, hvad revy er for en størrelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

De blev modtaget med stor opmærksomhed og interesse.

En elev fra produktionsskolen kunne således uden videre ved præsentation af Thomas Pakula oplyse, at han blev ‘Årets Revykomponist’ første gang i 2005 og igen i 2015.

Kl 11,00 fredag formiddag var der så revy – eller show, som de unge foretrækker at sige.

Kært navn har mange navne, show, revy, stand up m.v. det dækker dog over en fælles form for underholdning/teater/sang/musik/satire.

Og de unge tog det hele med ungdommeligt godt humør.

Artiklen fortsætter under annoncen

Jeanne Boel gik på scenen og bød de unge velkommen og tilføjede:

“Vi vil gerne bede jer om at slukke jeres mobiltelefoner. Det havde Leif Maibom lige nået at spinde en ende over i et af de ‘Breaking News’ indslag, der er nytænkning i årets revy. ‘

Lone Rødbroe kunne derfor senere læse denne ‘Breaking news’ op:

“Sønderborg Sommer Revy spillede fredag d. 21.6. en forestilling for unge. Da Jeanne Boel bød velkommen og bad om, at alle slukkede mobiltelefonerne, gik der chokbølger gennem teatersalen. Mange af de unge udviste tydelige tegn på angst, flere måtte have krisehjælp af de tilstedeværende psykologer fra diverse afvænningsklinikker og en enkelt blev båret ud af salen med en død iphone i hånden. Han blev straks sendt til genopladning på Sønderborg Sygehus. Efter revyen spurgte vi et par af de unge om, hvad de så mente om revyen. De kiggede et kort øjeblik op fra deres – nu igen tændte smart phones – og svarede i kor: – Revy er jo ligesom Stand Up. Det er bare med gamle mennesker”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Og også dette lille ekstraindslag vakte jubel hos de unge, der i det hele taget tog revyen med masser af latter og taktfaste klapsalver.

Som det kan ses på revyens facebookside udtalte et par af de unge sig bagefter, og de sagde bl.a. at det var rigtigt sjovt, med sjove aktuelle emner.

Favoritnumrene var Tour de Asserballe samt nummeret omkring krænkelser.

Og de var begge enige om, at de meget gerne igen vil se en revy.

Så i Sønderborg er man ikke bekymret for fremtiden:

“Revyen er her, bliver her og har det rigtig godt. Den aktuelle billetstatus siger, at tallet nærmer sig hastigt de 16.000 solgte.

Artiklen fortsætter under annoncen

Juni har indtil nu været særdeles godt solgt med en belægning på langt over 90 procent.

Der er stadig billetter at få i slutningen af juni og i de fire spilleuger i juli.