Vester Sottrup kan se frem til klimavenlig og fremtidssikret fjernvarmeløsning i 2025

Fuldt hus til borgmøde om fjernvarme i Forsamlingsgården Sundeved
Fuldt hus til borgmøde om fjernvarme i Forsamlingsgården Sundeved
6. november 2024 Samfund Skrevet af: Michael Kjær

Tirsdag aften var der fuldt hus i Forsamlingsgården Sundeved i Vester Sottrup, hvor Sønderborg Varme havde indkaldt til borgermøde om planerne for udrulning af fjernvarme i området.

Det var konsulent og projektleder Anne Branderup samt kunde- og forsyningschef Jan Due Kristensen fra Sønderborg Varme, der kunne fortælle det glædelige budskab, at hvis alt går som planlagt, kan borgerne se frem til fjernvarme til sommeren 2025.

På borgermødet præsenterede Sønderborg Varme flere forskellige pakkeløsninger for de boligejere, der ønsker at skifte til fjernvarme, og de havde også et godt tilbud med til de interesserede:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Hvis en boligejer underskriver en bindende aftale om fjernvarmeforsyning senest den 31. januar 2025, så kvitterer vi med en særlig områderabat på 13.000 kroner, og man betaler først, når fjernvarmen er tilgængelig,” gentog Jan Due Kristensen flere gange på mødet.

At få fjernvarmen til Vester Sottrup sker i flere etaper, og planen er, at første etape igangsættes i 1. kvartal 2025 og det affødte flere spørgsmål fra de fremmødte, blandt andet om fjernvarmerørene skal lægges i fortovet eller i vejen:

Artiklen fortsætter under annoncen

”Vi lægger som udgangspunkt fjernvarmerørene i vejen sammen med blandt andet kloakrørene, dog kan der være lokale forhold, der gør, at det er fortovet, der benyttes,” fortalte Jan Due Kristensen og tilføjede, at de altid efterlader gravearbejdet pænt:

”Når vi skal have stikledningen ind til boligen, skal vi typisk igennem en have, måske et gangareal eller en garage. Skal vi grave i græsplænen, spreder vi græsfrø bagefter. Hvis vi skal igennem noget belægning, tager vi det pænt op og lægger det pænt tilbage. Men er det beton i eksempelvis en garage, kigger vi på sagen individuelt,” sagde Jan Due Kristensen.

Artiklen fortsætter under annoncen

De, der er interesserede i fjernvarme, skal tage stilling til, hvilken af de forskellige pakker de ønsker. Selvom beslutningen skal træffes inden udgangen af januar måned, kan man dog skifte pakke senere:

”Det er vigtigt for os, at der vælges en pakke nu, men det er lige så vigtigt, at der er god tid til at tænke sig om. Derfor kan der skiftes pakke senere efter den første tilmelding,” fortalte kunde- og forsyningschefen fra Sønderborg Varme, der også mener, at tidsplanen er realistisk.

Artiklen fortsætter under annoncen

”Skulle der komme en isvinter, så vi ikke kan komme i jorden, kan planen godt skride en smule. Men ellers har alle parter jo en stor interesse i, at tidsplanen bliver overholdt, så ja, jeg mener, det er en realistisk tidsplan,” lovede Jan Due Kristensen på borgermødet, men han ville dog ikke garantere, at prisen på fjernvarme ikke stiger i fremtiden.

”Vores pris er også steget, ligesom andre energikilder, og nogle er blevet hårdere ramt end andre. Men Sønderborg Varme forsøger at sikre en stabil pris, blandt andet ved at vi har adgang til en bred vifte af brændsler. Samtidig betyder sammenlægningen med Broager, at vi er blevet større og dermed mere robuste, hvilket er med til at stabilisere prisen,” sagde Jan Due Kristensen og tilføjede, at Sønderborg Varme er et forbrugerejet energiselskab, som skal hvile i sig selv og ikke skabe et overskud til ejere eller aktionærer.

Artiklen fortsætter under annoncen

At dømme ud fra det store fremmøde til tirsdagens borgermøde og den store interesse for fjernvarme, tyder alt på, at fremtidens energikilde i Vester Sottrup bliver grønnere.

Du kan læse mere om udrulningen af fjernvarme i Vester Sottrup på Sønderborg Varmes hjemmeside.

4. december 2024 Gråsten, Samfund

Adsbøl byder velkommen med skulpturer fra Tour de France

4. december 2024 Gråsten

Adsbøl Borgerforening har realiseret en drøm om at skabe en unik byport med skulpturerne, der blev brugt som udsmykning til Tour de France-etapen i Sønderborg i juli 2022. De markante skulpturer pryder nu indfaldsvejene til Adsbøl og symboliserer byens historiske tilknytning til teglværksindustrien ved Nybøl Nor. Initiativet blev taget af borgerforeningen kort før Tour de […]

Læs mere...