10 internationale kunstnere vil atter forvandle træstammer til skulpturer, når den internationale træskulptur-uge gentager succesen fra i fjor. Kunstnerne vil atter bo i private familier.
Fra midten af juni og en uge frem vil havnen i Sønderborg atter klinge af et nysgerrigt talende menneskemylder, motorsaves hvæsen og hammerslag mod mejsler, når der atter er international træskulptur-uge foran slottet.
Begivenheden har de seneste år vokset sig til en årligt tilbagevendende tradition, så arrangørerne Uwe Wolffs Fond og Sønderborg Kommune inviterer nu til den fjerde skulpturuge af slagsen.
70 skulptører fra hele verden har søgt om at deltage i år. Af disse har juryen valgt 10 vindere. I år er alle verdenshjørner atter repræsenteret, da de ti kunstnere kommer fra Japan, Ungarn, Rumænien, Congo, Argentina, Italien, Kina, Polen, Litauen og Makedonien.
Bliv værtsfamilie
Woodsculpture har en anden populær tradition, nemlig den at de ti kunstnere indkvarteres hos private familier. De fleste værtsfamilier fra de foregående år tilkendegav allerede i fjor, at de fortsætter i år. Dog søger arrangørerne to værtfamilier, der har lyst til have en kunstner boende, mens skulptur-ugen står på. Kunstneren skal bo og spise med i familien, som også skal kunne hente og bringe deres gæst til havnen.
Uwe Wolff’s Fond og kommunen oplyser, at værtsrollen er frivillig og uden honorar. Til gengæld lover de, at værterne får en kulturoplevelse ud over det sædvanlige.
“Det er fantastisk at opleve den involvering og glæde, som værtsfamilierne fortæller mig. Flere har udviklet sig til venskaber, hvor man besøger hinanden og holder kontakten ved lige efter skulpturugen”, siger projektleder Tanja Zeba.
Interesserede kan høre mere om rollen som værtfamilie eller melde sig som værtsfamilie til Tanja Zeba, [email protected] eller 27 90 55 28.