Der har været mange forespørgsler på en ny koncert, og MIF Kulturafdeling er nu så heldig at der igen kan bydes velkommen til Melanie Dekker, fredag den 24. april kl. 20:00 i Kultursalen i Augustenborghallerne.
Melanie Dekker har givet koncerter i store dele af Nordeuropa og hun er nu igen på turne i Danmark.
Vind billet
SønderborgNyt og Kultur-folkene fra Midtals Idrætsforening kan tilbyde fem personer hver to billetter.
Hvis du sender en mail til [email protected] med dit svar, så kommer du med i lodtrækningen.
Spørgsmålet, du skal svare på, det er: Hvad er mail-adressen til kulturafdelingen i Midtals Idrætsforening. I mailen skal du også skrive dit navn og adresse. I emnelisten skriver du Melanie Dekker.
Vinderene trækkes mandag den 13. april kl. 20 og vinderne offentliggøres på SønderborgNyt.
Herlige melodier og sangtekster
Melanie er en energifyldt sangerinde med en indtagende, både let og rå stemme. Hun kalder sin genre for ”folk”, og hendes musik har masser af sjæl og inspiration fra såvel soul, pop og rock.
Du kan glæde dig til at høre hendes repertoire med lækre melodier og sangtekster, der er baseret på en begavet kvindes egne oplevelser gennem livet. På en medrivende facon fortæller Melanie forhistorier til numrene, og hendes iørefaldende melodier får dig til at glemme alt andet end selve musikken og stemningen fra scenen.
Melanie Dekker kommer fra Vancouver, Canada og hun er repræsentant for den klassiske ”singer-songwriter” musik. Set med danske øjne vil en sammenligning med Tina Dickow eller Marie Frank være tæt på et dækkende billede.
Kom og få en fed musikoplevelse, når Melanie Dekker og hendes dygtige musikere går på scenen i Kultursalen fredag den 24. april kl. 20.
Billetsalg: HER