Vinder “din” hest og rytter scorer du kassen

10. juli 2013 Uncategorized Skrevet af: Ole Kæhler

Hary Clausen, Claus Hissel, Torben Kaufmann og Benny Kohls er de største favoritter til at vinde ringriderdysten om ”Den gyldne ring”, der finder sted lørdag den 13. juli på den historiske ringriderbane ved Sønderborg Slot.

Det er Oddset, der er en del af Danske Spil, som i samarbejde med Ringriderfesten i Sønderborg, har sat odds på de 30 ryttere, der deltager i dysten. De 30 deltagere er de ryttere, som de sidste 10 år har placeret sig blandt de tre bedste ved henholdsvis fredags og søndags ringridningen i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

Spiller man 100 kr. på Hary Clausen, og han vinder dysten , får man pengene tilbage fire gange. Spiller man eksempelvis på Yvonne Appel og hun vinder ”den gyldne ring” får man pengene tilbage 40 gange.

Kent Hansen fra Kiosk Petit, regner med at mange vil spille på den historiske dyst.

Kent Hansen fra Kiosk Petit, regner med at mange vil spille på den historiske dyst.

Artiklen fortsætter under annoncen

Så for den både dygtige og heldige spiller er der udsigt til pæne gevinster. Odds er sat ud fra rytternes hidtidige præstationer og en vurdering af det aktuelle niveau.

Det er fra onsdag den 10. juli kl. 10.00 muligt at spille hos samtlige Oddset forhandlere over hele landet. Når spillet åbnes, offentliggøres alle navne og odds.

I forbindelse med ringriderfesten i Sønderborg kommer Oddset med en ”spillevogn”, som på skift placeres på Ringriderpladsen, på Rådhustorvet og ved Sønderborg Slot. Det skal jo være let at spille, og måske har man ved en snak med rytterne fundet frem til favoritten. Spillet lukkes umiddelbart før dysten sættes i gang lørdag kl. 13.

Artiklen fortsætter under annoncen

Er der blandt de tre ryttere, som placerer sig øverst i fredagens dyst, navne som ikke allerede er med i det gyldne rit lørdag, bliver de inviteret til at deltage. Siger de ja, har Oddset sørget for, at man også kan spille på de ”nye navne”

Oddset-forhandler Kent Hansen, Kiosk Petit i Jernbanegade i Sønderborg har store forventninger til, at man nu kan oddse på ringridning. Måske kan nogen rundt om i landet få øjnene op for sporten ved at oddse på rytterne. Kent Hansen forudser en øget omsætning, fordi det nu er muligt at spille på personer, man har et vist kendskab til.

Artiklen fortsætter under annoncen

– Oddset giver ringridersporten et ekstra spændingsmoment. Nu er det ikke blot det at nyde at se rytterne snuppe selv den mindste ring, der tæller. Nu handler det om, at det er ”min” rytter, der gør det, siger Oddset-forhandleren. Det bliver stort, og så er det første gang. Det må få folk til at oddse.