Visens Skib kommer til Dyvig

26. juni 2018 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Oplev nærvær, hygge og stemning i den blå time, når besætningen indgår i svingende modspil og samspil med hinanden og ikke mindst med tilhørerne, som synger og klapper med på velkendte sange og omkvæd hos Dyvig Bådelau i e gaf den 19. juli mellem kl. 20 og 21.15.

Medbring evt. noget at sidde på, paraply og tæpper, skriver foreningen Visens Skib til SønderborgNYT.

Sommertogtet med Visens Skib er det morsomst tænkelige og samtidig mest overbevisende kulturfremstød for dansk sangglæde. Besætningen på Visens Skib sejler hver dag under sommertogtet til en ny havn for at underholde gratis med danske sange og viser som en protestaktion mod mediernes mangel på kulturpolitisk ansvar for god dansksproget sangpoesi og de sangskrivere, som forsøger at leve af eller nærmere overleve at skrive sange på dansk.

Artiklen fortsætter under annoncen

Protest mod medierne

God sangpoesi på dansk; veldrejede tekster med indhold og kant, der fremføres med engagement og indlevelse, forsvinder mere og mere fra kulturevents og fra mediernes programflader til fordel for indholdsløs masseproduceret engelsksproget pop og rock. Hermed forsvinder incitamentet for de mere talentfulde sangskrivere til at bruge vores eget sprog ‐ og det er nu en gang mest autentisk at udtrykke sig på det sprog, man selv tænker og drømmer på.

Visens Skib er organiseret som en frivillig forening, der har til formål at fremme kærligheden til og brugen af vores fælles danske og folkelige vise‐ og sangskat.

Artiklen fortsætter under annoncen

Niels Skouby alias Kaptain Høiben, som ejer SY Ellinor af Ebeltoft, tog i 2000 initiativ til den sejlende viseturné.

Båden Ellinor af Ebeltoft stilles gratis til rådighed af Niels Skouby og ingen af de vekslende dygtige amatører, semiprofessionelle eller professionelle solister og musikere ombord profiterer af koncerterne