Landsorganisationen af Kvinde og Krisecentre, LOKK, har netop sendt deres årsstatistik på gaden og i forbindelse med den siger formand Birgit Søderberg, at det er vigtigt, der tilbydes støtte til de kvinder, der flytter fra centrene til egen bolig.
- For mig er det helt indlysende, der skal være et obligatorisk efterværn, fordi det hjælper kvinder og eventuelle børn til at komme på fode igen, siger Birgit Søderberg.
Fra Sønderborg Kvinde- og Krisecenter giver lederen, Ruth Malle, sin formand medhold og Ruth Malle kan bekræfte, at efterværn gør en stor forskel.
- Sønderborg Kvinde- og Krisecenter følger kvinderne, så længe de har behov for det, siger Ruth Malle, der har delt efterværnet op i to dele.
- Når det handler om noget med økonomi, kommune, skole og andet, hvor der kan være noget med tavshedspligt, så er det medarbejdere herfra, der hjælper kvinderne, siger Ruth Malle. De frivillige på Kvinde- og Krisecentret er også en del af efterværnet.
Serviceloven sikrer også kvinderne en familierådgiver, som kobles på dem, mens de opholder sig på centret.
- De frivillige hjælper kvinderne til at få nogle netværk, altså at møde andre mennesker, siger hun.
Ruth Malle fortæller videre, at der i det seneste år har været flere, der har boet på centret i længere tid.
Politiet vurderer faresignaler
- Det skyldes, at politiet har brugt tid på en risikovurdering, siger Ruth Malle. Når kvinder må flygte fra hjemmet, så er det fordi, de er bange for at blive dræbt og derfor vurderer politiet altid, om det er farligt eller trygt for dem at slå sig ned i Sønderborg igen.
For nylig blev der sagt i Station2 på TV2, at de otte af ti kvinder, der blev dræbt i her i landet det seneste år, blev slået ihjel af deres partner eller tidligere partner.
Så stalking og vold mod kvinder er signaler om livsfare.
Sønderborg Kvinde- og Krisecenter indlogerer langt fra alla truede kvinder. Langt de fleste får rådgivning, som viser sig at hjælpe dem væk fra volden.
- I det seneste år har vi haft lidt flere henvendelser i vores rådgivning end tidligere, siger Ruth Malle.
Du kan læse mere om Sønderborg Kvinde- og Krisecenter via deres banner på Sønderborgnyt.dk.
Årsstatistikken fra LOKK er HER