17. april 1944
Om aftenen den 17. april for 70 år siden mødtes fem mand fra modstandsbevægelsen i Sønderborg – og de havde travlt. I protest mod tyskernes og de tysksindedes opførsel i forbindelse med en begravelse nærmest kaldte på en reaktion.
Dagen efter var det Dybbøl-dagen, hvor de faldne fra 1864 mindes og de fem mænd ville benytte sig af, at sindede hos danskerne i forvejen var i kog.
Aftenen og natten blev brugt på at lave et Opråb til Sønderborg Bys Danske Borgere, duplikere det og dele det rundt til strategisk vigtige mennesker, der skulle hjælpe med at bære folkestrejken den 18. april 1944 igennem.
Succes med strejken
Trods den korte forberedelsestid lykkedes det. Om morgenen den 18. april lå Sønderborg øde hen – bortset fra hjemmetyskernes butikker og andre værnemagere, der arbejdede for besættelsesmagten. Men i løbet af formiddagen blev de også nødt til at lukke.
På Vollerup Vandrehjem blev adskillige modstandsfolk skjult for tyskerne.
På byens skoler havde modstandsfolk hængt plakater op med teksten Skolen lukket for i dag – efter lærerne var mødt, men inden børnene dukkede op.
Børnene troede på teksten og drog gennem byen, hvor de kastede sten gennem de butikker, der var åbne – og for at undgå værre ting, så lukkede de i en fart.
Tom plads i kirken
Som altid var der Mindegudstjeneste i Skt. Marie Kirken på Dybbøldagen og på 80 års dagen spillede Haakon Elmers Strygeorkester en sang, som de selv havde sat musik til. Teksten var af Kaj Munk, der var blevet likvideret få måneder tidligere.
I ensemblets opstilling var der en tom stol, hvor der var lagt en violin. Der blev ikke sagt noget. Det var ikke nødvendigt. Alle vidste, det var skolelærer Hermann Møller Boyes plads. Han sad fængslet i Vestre Fængsel, fordi hans modstandsgruppe var blevet stukket til Gestapo af en lærerkollega.
Kilde: “Stikkeren” af Henning N. Larsen
