20-årig fængslet i sag om over 27 kilo amfetamin som er fremstillet i sommerhus på Als

14. oktober 2022 112 Skrevet af: Redaktion

En 20-årig mand blev torsdag varetægtsfængslet i fire uger ved Retten i Sønderborg. Dermed er tre personer fængslet i en større narkosag, hvori den 20-åriges medgerningsmænd skal for retten på mandag.

Politiet ransagede den 31. marts et sommerhus på Als, hvor tre personer var tilstede og der blev fundet udstyr til produktion af amfetamin.

Det er politiets opfattelse, at den 20-årige flygtede fra stedet og han har derfor været eftersøgt siden. Onsdag blev han anholdt i Aabenraa og politiet har formodentlig fat i alle gerningsmænd i sagen.

Artiklen fortsætter under annoncen

De tre gerningsmænd mistænkes for at have fremstillet omkring 27,6 kilo amfetamin i fast form i sommerhuset på Als, skriver politiet i en pressemeddelelse.

De to medgerningsmænd er udover fremstillingen af amfetamin også tiltalt for opbevaring og videreoverdragelse af narkotika, blandt andet et kilo kokain og en større mængde amfetamin.

Der er retsmøde i deres sager ved Retten i Sønderborg på mandag fra klokken 9.00.