Kommunen mangler aflastnings- og plejefamilier

21. februar 2018 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Kommune mangler nye aflastnings- og plejefamilier. Mange af de nuværende plejeforældre er over 50 år, og der mangler derfor yngre familier.

Det vil kommunen fortælle om i MultiKulturhuset på et informationsmøde  for interesserede.

”Det er den ene side af sagen. Den anden er, at vi gerne vil matche plejebørn og plejefamilier så godt som muligt. De skal passe sammen, så betingelserne er så gode som muligt for, at de anbragte børn og unge bliver en del af familien. Derfor handler det ikke blot om at skaffe et antal nye familier/pladser, men også om at have et bredt udvalg, så vi har mulighed for at foretage nogle gode match mellem barnet og aflastnings- eller plejefamilien”, siger afdelingsleder i Familiecentret”, Nina Marie Holm, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Mange kommuner i landet mangler plejefamilier i disse år, og i Sønderborg har Familiecentret nu valgt at gøre en indsats for at imødegå udfordringen i tide:

”Vi kan se, at vi kommer til at mangle plejefamilier, og at mulighederne for at lave vellykkede match forringes, når der er færre familier. Derfor håber vi, at der vil komme mange til vores informationsmøde den 1. marts, hvor vi fortæller om, hvad det indebærer at være plejefamilie. At være plejefamilie giver utroligt mange oplevelser og nye perspektiver til familien. Men det er også en stor beslutning at være plejefamilie, og derfor er det vigtigt, at man taler med sin familie og sit netværk og gør sig overvejelser om, hvorvidt man sammen med sin familie kan rumme et udsat barn eller en ung”, siger Nina Marie Holm.

Artiklen fortsætter under annoncen

Nina M. Holm fortæller, at man på mødet vil møde en plejefamilie, som fortæller om sin hverdag med plejebørn. Yderligere deltager en kvinde, som tidligere har været anbragt, og en anden kvinde, der er vokset op som biologisk barn i en plejefamilie. Familieplejekonsulenterne fra Sønderborg Kommune er også til stede på mødet og orienterer om bl.a. arbejdsopgaver, uddannelse samt arbejds- og ansættelsesvilkår, godkendelsesprocedure, forskellige typer plejefamilier, beskrivelse af udfordringer hos anbragte børn og samarbejdet med familieplejekonsulenterne.

Artiklen fortsætter under annoncen

Sønderborg Kommune er vært ved kaffe/te og et stykke kage i løbet af mødet.

Alle interesserede er velkommen til det uforpligtende informationsmøde om at være aflastnings- eller plejefamilie.

Det holdes i MultiKulturhuset  torsdag den 1. marts kl. 19.

Der er god plads til parkering i P-huset ved siden af.

 

27. april 2024 Kultur, Sønderborg

Lørdag den 4. maj tændes der lys i kasernens vinduer

27. april 2024 Kultur

Lørdag aften, den 4. maj, vil man igen i år kunne opleve det smukke syn og den særlige stemning, når hele 1006 stearinlys bliver tændt i vinduerne på Sønderborg Kaserne – til minde om den aften i 1945, hvor frihedsbudskabet kunne høres i BBCs radioudsendelse. En melding, der oplyste, at de tyske tropper i Holland, […]

Læs mere...