Delfi Electronics nye ejere: Center for Industriel Elektronik var vigtig for vores beslutning

18. november 2018 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

ETK EMS Group A/S købte i oktober konkursboet efter Delfi Electronic og reddede dermed en stor del af virksomhedens medarbejdere fra en tur til jobformidlingen. Partner og COO for ETK EMS Group, Torben Drejer, fortæller, at Sønderborgs ry som en driftig by og det nye Center for Industriel Elektronik var tungtvejende grunde til, at virksomheden valgte at komme i byen.

Det kom som en stor overraskelse, da Delfi Electronic måtte dreje nøglen om tilbage i oktober måned.

Medarbejderne blev sendt hjem uden løn, da virksomheden blev erklæret konkurs.

Artiklen fortsætter under annoncen

En stor del af dem fik dog reddet deres job, da ETK EMS Group A/S få dage senere trådte til og opkøbte virksomheden. Virksomhedsopkøbet var dog ikke en helt spontan beslutning.

Rent faktisk havde ETK EMS Group A/S igennem længere tid overvejet at oprette en afdeling i netop Sønderborg.

“Vi har i over 20 år haft kunder i Skanderborg, som er funderet i Sønderborg og på Als. Som følge af det, har vi løbende fulgt med i, hvad der sker i området. Og set udefra virker Sønderborg som en driftig by og egn, hvor der er fart på. Så det var i forvejen inde i vore overvejelser, at komme byen”, siger COO og partner i ETK EMS Group, Torben Drejer i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Udvidelsen betyder, at ETK EMS Group nu har lokal produktion tre steder i Danmark, hovedkontoret er i Skanderborg, hvor der også er produktion ligesom der produceres i Frederikssund og altså nu også Sønderborg. Hertil kommer koncernens store EMS-produktion i Thailand.

Med til at tippe vægtskålen var også, at Torben Drejer fra sidelinjen kunne se Center for Industriel Elektronik (CIE) blive en realitet. ETK EMS Group ser frem til at fange både ingeniører og potentielle kunder fra de nye ingeniøruddannelser i Sønderborg.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg har efterhånden fået samlet en hel mappe om CIE med både prospekt og artikler. Det er super, super godt, at byen nu har en elektronikuddannelse”.

Lune på elektronikstuderende

Torben Drejer håber, at når de første elektronikingeniører er udklækket, så kan han lokke dem til en karriere hos ETK EMS Group eller til som kunder, når de vil udleve deres egen iværksætter drøm. Han er dog godt klar over, at en stor del af de studerende vil søge mod store virksomheder som LINAK, Danfoss og Lodam.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er helt naturligt og forståeligt. De store elektronik ”lokomotiver” på egnen har lagt mange resurser og midler i etableringen af CIE. Men jeg håber også, at en procentdel af hvert kuld kunne tænke sig en anden karrierevej i en anden type virksomhed, hvor man måske i større grad kan forfølge og udleve sine egne ideer”.

ETK EMS Group vil nemlig gerne i kontakt med de ingeniører, som går med en indre iværksætter i maven.

“De her ingeniører er uden tvivl vanvittigt dygtige til design, udvikling og koncept. Nogle af dem har måske endda også lidt salgs- og marketingserfaring. Men der er stort set ingen af dem, der har produktionserfaring og her kan vi virkelig byde ind med noget, så de ikke bruger hele deres børneopsparing eller fondsmidler på fejl og investeringer, der kunne være undgået. Det kan vi hjælpe med. Og den proces brænder vi virkelig for”.

Artiklen fortsætter under annoncen

Torben Drejer vurderer også, at når ETK EMS Group har fundet balancen i Sønderborg, så vil der være grobund for samarbejde imellem virksomheden og SDU – specielt inden for robotteknologi og Industri 4.0.

4. maj 2024 Kultur, Sønderborg

Koncertsalen Alsion har fået ny bestyrelsesformand

4. maj 2024 Kultur

Den mangeårige bestyrelsesformand for Fonden Koncertsalen Alsion, Ole Balle, har valgt at fratræde som følge af sin pension og det har udløst en intern bestyrelsesrokade, skriver fonden. Den hidtidige næstformand, økonomichef i Bitten & Mads Clausens Fond, Mads Thomsen, har indtaget formandsposten. Kultur- og Fritidschef i Sønderborg Kommune, Morten Skovmand Fogh, er ny næstformand. Bestyrelsens […]

Læs mere...