Direktøren i Sønderborg Forsyning er fyret og affaldsindsamlingen sendes i nyt udbud

27. marts 2019 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Sønderborg Forsynings bestyrelse er på et bestyrelsesmøde blevet gjort opmærksom på, at der er fejl i udbuddet for affaldsindsamling.

Konkret er der valgt et vinderbud, som ikke lever op til et krav om el-hejs på skraldebilerne.

Sønderborg Forsynings rådgiver på opgaven, COWI, har overset manglen, da man gennemgik tilbuddene og indstillede RenoNorden som vinder af opgaven. Det har COWI meddelt Sønderborg Forsyning og beklaget fejlen.

Bestyrelsen for Sønderborg Forsyning har derfor besluttet, at udbuddet skal gå om igen:

Artiklen fortsætter under annoncen

“Det er en rigtigt ærgerlig situation, som vi fra bestyrelsens side beklager meget. Vi har opstillet nogle klare krav til udbuddet, som ikke er blevet indfriet. Derfor er vi enige med COWI om, at udbuddet må annulleres og gå om igen. Det er vi selvsagt meget kede af, og vi vil fra bestyrelsens side gøre, hvad der står i vores magt for at rette op på problemerne”, forklarer bestyrelsesformand i Sønderborg Forsyning, Tom Hartvig Nielsen.

Formanden tilføjer, at der vil blive en særskilt drøftelse med COWI i forhold deres rådgiveransvar.

Artiklen fortsætter under annoncen

I udbuddet stillede Sønderborg Forsynings bestyrelse med baggrund i Sønderborg Kommunes affaldsplan krav om, at alle renovationsbiler skal køre på el, biogas eller naturgas i 2020. Kravet blev skrevet ind i kommunens affaldsplan for at sikre en mere bæredygtig affaldskørsel, der bakker op om målet om, at kommunen skal være CO2-neutral i 2029. Samtidig skulle hejsesystemet, der tømmer containere og skraldespande, efter krav fra bestyrelsen køre på el. Det er det sidste krav om el-hejs, der ikke er opfyldt i det vindende bud.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bestyrelsen har besluttet, at Sønderborg Forsyning ikke selv afgiver kontrolbud i denne runde af udbuddet, men alene vil forholde sig til de eksterne bud, der måtte blive afgivet.

Samarbejdet opsiges med Sønderborg Forsynings direktør

På bestyrelsesmødet har bestyrelsen drøftet situationen omkring affaldsudbuddet. Bestyrelsen har konstateret, at den ikke længere har tillid til Sønderborg Forsynings ledelse.

Derfor har bestyrelsen besluttet at fyre direktør Lars Riemann.

“Lars Riemann har de seneste ti år ydet en fornem indsats for Sønderborg Forsyning og blandt andet gjort et stort stykke arbejde med at integrere forsyningen i ProjectZero og målene om en bæredygtig drift af kommunen samt med vindmølleprojektet Lillebælt Syd. Det skal han have stor kredit for, men vi må fra bestyrelsens side erkende, at der er behov for en ny start med nye kræfter. Bestyrelsen har derfor besluttet at opsige samarbejdet med Lars Riemann”, siger næstformand i Sønderborg Forsyning, Peter Hansen, i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Der vil nu blive sat gang i en proces for at finde en ny direktør til Sønderborg Forsyning.

Indtil en ny direktør er udpeget, vil Kjeld Kückelhahn indtræde som midlertidig direktør.

Han vil i første omgang have fokus på at få gennemført udbuddet af affaldsindsamling, så der kan laves en endelig aftale med en leverandør.