Søndag middag kom der 100 jazzglade mennesker indenfor i Hotel Sønderborg Strand, hvor der først skulle spises – og herefter stod den på masser af jazz i kælderen.
Det er New Orleans Jazz Sønderborg, som står for arrangementet – og foreningen tilbyder herlig New Orleansjazz med forskellige orkestre. Til koncerterne har der været lokale, udenbys og udenlandske musikere
Søndag var der besøg af Rainy City Stompers med otte musikere i bandet. De kommer fra forskellige steder i Slesvig Holsten.
Jazzforeningen
En lille gruppe mennesker startede New Orleans Jazz Sønderborg i marts måned og dengang blev der hygget med god jazz i Sundhalle. Men der er ikke altid plads nok i Sundhalle.
Der har været koncert i et stort telt på Slotskajen og på havnekajen ud for Sundhalle – og endnu en gang er det Hotel Sønderborg Strand, der tilbyder det nødvendige antal kvadratmeter.
Tilbage i marts måned troede formanden, Erwin Langholz, at en forening som New Orleans Jazz Sønderborg kunne trække 50-100 medlemmer.
“Nu er vi 350 og det er jo helt fantastisk med sådan en opbakning”, siger formanden, der arbejder ihærdigt for at udbrede den traditionelle jazz.
“Moderne jazz hører ikke til i vores forening”, siger Erwin Langholz til SønderborgNYT.