Flere Danfoss-medarbejdere sælger deres firma-julegave

15. december 2019 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Danfoss har givet deres 6000 ansatte en spritny Marset Ginger-lampe til en værdi af 2700 kroner i julegave.

Det udløste torsdag en eksplosion af salgsopslag på brugtmarkedet Den Blå Avis, hvor flere Danfoss-ansatte nu prøver at komme af med deres dyre julegave, skriver Ekstrabladet.

Danfoss-medarbejderne har prissat lampen til et sted mellem 700 og 1500 kroner.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ekstra Bladet har været i kontakt med flere af de ansatte, der prøver at komme af med deres lampe. En af de ansatte kunne fortælle, at situationen var den samme sidste år, hvor medarbejderne fik dyre dækservietter, som mange ikke ønskede at beholde.

Ifølge en medarbejder, der lørdag fik solgt sin lampe for 1000 kroner på DBA, burde Danfoss i stedet ty til en simplere løsning.

“Det ville måske være federe, hvis vi bare fik et julegratiale i stedet”.