Nu er der fundet en vicedirektør til Landbrugsstyrelsen

18. december 2019 Augustenborg Skrevet af: Ole Kæhler

Gitte Jensen-Fangel bliver ny vicedirektør for Landbrugsstyrelsen i Augustenborg. Men selvom afdelingen ligger i Sønderjylland, får den nye direktør tjenestested i København.

Det sker, efter styrelsen i første omgang ikke lykkedes med at finde det rette match i Sønderjylland i efteråret. Her var der 32 ansøgere, seks til samtale og én kvalificeret, som sagde nej til jobbet.

Derfor valgte styrelsen at genopslå stillingen i oktober, men denne gang med tjenestested i København fremfor Augustenborg. Det gav 19 ansøgninger, seks til samtale og én kvalificeret, som sagde ja til jobbet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Tjenestestedet bliver i København, men det er skrevet ind i kontrakten, at hun vicedirektøren skal være tre dage om ugen i Augustenborg”, siger Jette Petersen, direktør for Landbrugsstyrelsen, til TV Syd.

At vicedirektørens tjenestested nu bliver København fremfor Augustenborg, er tidligere blevet mødt med kritik fra medarbejdere, som bekymrer sig over, om ledelsen kommer for langt væk fra afdelingen.