Lørdag den 29. februar kl. 14:00 lægger Broager Sparekasse Skansen halgulv til kvartfinalen i Futsal. Her tager Sønderborg Futsal imod Hjørring.
Der vil allerede klokken 11 være et event for børn under 15 år, hvor de kan møde op i Skansen og udfordre Sønderborg Futsal Liga-spillerne i FIFA20 Volta Futsal
Med én runde tilbage i gruppespillet har Sønderborg Futsal sikret sig anden-pladsen i Futsal Liga Vest og er dermed klar til slutspilskampene. Som toer har Sønderborg hjemmebanefordel mod treeren i puljen, Hjørring, der ikke længere kan hentes af Aalborg, som indtager 4. pladsen.
Hjørring er en af de største Futsalklubber i Danmark, og de gør et kæmpe arbejde for at promovere sporten. Deres tilskuerpladser er altid fyldt til bristepunktet, men Hjørring har endnu aldrig vundet i Sønderborg, og sidst de to hold mødtes blev det til 3-3, med Sønderborg som det dominerende hold.
”Hjørring har et habilt hold, som man bør have respekt for, hvor holdets profiler er Ruben Winther og Granit Gashi, hvor sidstnævnte dog er ude med karantæne i kvartfinalen. Vi har et klart mål om at vi vil i semifinalen, så med den store tilskueropbakning vi har i Sønderborg, forventer vi en sejr hjemme mod Hjørring”, siger cheftræner Michael Popp Petersen i en pressemeddelelse.
Vinderen af kvartfinalen skal spille semifinale mod et endnu ukendt hold fra Liga Øst og lige bu ligger det til, at holdet skal op mod sidste års danske mestre fra JB Gentofte.
Dørene åbnes klokken 13 – og der skal betales 20 kroner i entré.
Børn under 15 år kommer gratis ind.