MGK-elever og Symfoniorkester med en flot koncert i Alsion

4. marts 2020 Kultur Skrevet af: Ole Kæhler

Der er ingen tvivl om, der både har været lidt nerver og spændte forventninger blandt talent-eleverne fra Musikskolens MGK-forløb, inden de – sammen med erfarne musikere fra Sønderjyllands Symfoniorkester – gik på scenen i Alsion tog fat på onsdagens koncert, der var med værker af Strauss, Dvorák, Händel, Mozart og flere andre.

“Når jeg nogle gange kigger på musikerne i symfoniorkestret, så tænker jeg, hvad der dog skal blive af den klassiske musik. Flere af dem ser både trætte og fraværende ud”, sagde musikchef Nikolaj Andersen til publikum.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Men nu har jeg lyttet til de unge mennesker, der har været gennem en workshop, hvor de har lært en masse om det at spille i et stort orkester. Og de unge gør, at jeg er sikker på, vi også i fremtiden vil kunne opleve klassisk musik”, sagde han.

Workshoppen er et forløb med såkaldt sidemands-undervisning.

“De unge lærer, hvordan det er at være en del af noget større og de lærer den disciplin, som det kræver at være med”, siger Nikolaj Andersen. Samarbejdet mellem Musikskolen og MGK Syd har stået på i foreløbig fem år. Det er Henrik Cornelius Hansen, som både er i symfoniorkestret og på Musikskolen, der tog initiativet til det.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Jeg synes, vi har en forpligtigelse til at holde fast i det årlige forløb. Så kan de unge mennesker møde de erfarne musikere og få en fornemmelse af, hvordan det er at være en del af holdet. Vi skal heller ikke glemme, at uden musikskoler – ingen symfoniorkestre”, siger Nikolaj Andersen til SønderborgNYT.

De unge mennesker høstede flere bragende bifald for deres præstationer, der var med både musik og fantastisk flot sang.

Artiklen fortsætter under annoncen