Kommunen har ansat en ny chef for Kultur, Idræt og Fritid

Morten Fogh. Pressefoto

Morten Fogh. Pressefoto

1. oktober 2020 Erhverv Skrevet af: Ole Kæhler

Morten Fogh er ansat som ny kultur-, idræts- og fritidschef i Sønderborg Kommune. Han kommer fra en stilling som chef for afdelingen Bibliotek, Borgerservice og Fritid i Horsens Kommune.

”Med Morten Fogh får vi en kompetent og erfaren chef på kultur-, idræts- og fritidsområdet, der i høj grad kan bidrage til, at vi når sikkert i mål med de store events, vi i Sønderborg Kommune står over for at skulle gennemføre de kommende år. Derudover vil Morten få en nøglerolle i at sikre, at de store ambitioner i vores politikker på de pågældende områder gennemføres i praksis i et tæt samarbejde med de mange dygtige aktører, kommunen har på kultur-, idræts- og fritidsområderne”, siger kultur- og erhvervsdirektør Nicolai Dupont Heidemann i en pressemeddelelse.

Artiklen fortsætter under annoncen

Morten Fogh bor i Aabenraa. Han har forud for sit nuværende chefjob i Horsens været bibliotekschef i kommunerne Herning, Vejle og Aabenraa, ligesom han har været vækst- og udviklingschef i Aabenraa Kommune.

”Sønderborg Kommune har store ambitioner, vilje og handlekraft på områderne kultur, idræt og fritid, og utroligt meget at byde på. Jeg glæder mig til at være med til at realisere ambitionerne og give kultur-, idræts- og fritidsområderne den centrale rolle i både borgeres, foreningers og turisters bevidsthed, som de fortjener”, siger Morten Fogh.

Artiklen fortsætter under annoncen

Morten Fogh begynder i sit nye job den 1. november.