Det Kongelige Teater har fyldt tre containervogne med teatermagi, ægte kostumer og interaktive aktiviteter. Det mobile børneunivers ruller ud og spreder teaterglæde i byer på tværs af landet. Vi kalder det Postyrium, skriver Det Kongelige Teater – og Postyrium er i Sønderborg fra den 14. til den 27. april.
Det betyder en fed påskeoplevelse for alle: Store som små har mulighed for at klæde sig ud og lege med på de tre store scenekunstarter teater, opera og ballet. Sønderborg er det sted uden for København, hvor Postyrium holder til i længst tid.
På formiddagene på skole-hverdage er alle børnehaver og indskolings-trin inviteret til at besøge Postyrium. I påskedagene, i weekender og om eftermiddagen på hverdage er der åbent for alle.
“I Postyrium vil vi gerne give børn mulighed for at udforske og lege med klassisk scenekunst. Her får fantasien og legen luft under vingerne, og vores håb er, at børnene for en stund glemmer lektier og mobiltelefoner og bare leger, lytter, griner og danser”, siger Dorthe Paulli der er udviklingsdirektør på Det Kongelige Teater og ansvarlig for teatrets børnestrategi.
I Postyrium kan børn, deres forældre, skolelærere og pædagoger gratis træde ind i en eventyrlig verden. Man kan klæde sig ud i farvestrålende kostumer og optræde på en rigtig scene, danse med balletbørn foran et stort spejl som til rigtig ballettræning, lytte sig ind på forskellige instrumenter fra en orkestergrav og opleve operaens forskellige stemmer.
Postyrium henvender sig til børn i alderen 4-12 år.

















