Lørdag eftermiddag var der Skyttefest i Skyttehuset på Kær halvø og den foregik helt efter de ældgamle traditioner, hvor der blev holdt tale for flaget, dronningen og kongeriget og senere skulle Skyttefestens æresgæst, Jan Riber, som er borgmester i Aabenraa Kommune holde tale og efter ham fik borgmester Erik Lauritzen også ordet.
“Det var rigtigt flot at se, da I kom marcherende frem til Rådhuset og det var flot at gå med i optoget og se på alle turisterne og de lokale, som var i gaden”, sagde Aabenraa-borgmester Jan Riber i sin tale.
“Og så er jeg glad for, at pilen pegede mod vest og jeg er beæret over at være med her i dag. Jeg tænker på, om jeg blev peget ud, fordi Aabenraa igen har den største ringridning eller fordi vi er førende i grøn omstilling”.
Aabenraa er åbenbart en kommune, som altid er klar til kamp.
“Vi har kanoner, som peger direkte mod Alsik, men vi kan sagtens dreje dem en lille smule, så de sigter på Christiansborg “, sagde Jan Riber og fortalte, at selvom der er lidt drillerier, så arbejder Sønderborg og Aabenraa ret godt sammen.
“Det gælder indenfor de større opgaver som turisme og erhverv – og vi inspireres af Sønderborg, når det handler om vækst og så har vi det rigtigt fint med, at en del af vores borgere pendler til Sønderborg for at arbejde. Vi får jo deres skattekroner”, sagde Jan Riber, som også tilbød uvildig rådgivning, hvis nogle af skyttebrødrene overvejer at flytte til Aabenraa.
Frikvarter fra fra musikken
Borgmester Erik Lauritzen fortalte, at der er to begivenheder, som er særdeles vigtige for ham. Den ene er Skyttefesten og den anden er Nord-Als Musikfestival og ved at tage en pause fra musikken, så kunne borgmesteren gå med i skytternes optog og også deltage i skyttefrokosten.
“Jeg vil gerne sige tak til de af Jer, som altid giver en hånd med, når der er større arrangementer”, sagde borgmesteren og bekræftede, at han selv og Jan Riber – og de to kommuner – har et godt samarbejde.
“I Sønderborg har vi gået og pralet med, at vi er foran på den grønne omstilling og Aabenraa er kommet godt med”, sagde Erik Lauritzen og kunne fortælle, at Jan Rieber har en idé om, han altid har ret.
“Jan Rieber er tidligere håndbolddommer og han er vant til, at når han siger hvordan landet ligger, så retter spillerne sig efter det, fordi de tror, han har ret. Så let har vi det ikke i Sønderborg. Der snakker vi os til rette”.
Borgmesteren havde fotobogen fra Tour de France i Sønderborg med til Borgerforeningen.
“Jeg ved godt, at Touren var sidste år og jeg ved, at mange synes, vi brugte for mange penge på den. Men de penge vi brugte, de er tjent hjem igen mange gange. Og vi har flere større ting i støbeskeen. En fast forbindelse mellem Als og Fyn og Hertugernes Augustenborg”.
Hyggede sig i mandeklubben
Borgerforeningens Skyttelaug har ikke kvinder med i rækkerne og det havde skyttefest-gæsten Thomas Worm Larsen, som er næstformand i Byrådets Udvalg for Kultur, Idræt og Medborgerskab, bemærket.
“I holder fast i traditionerne ved festen og I giver endda herrerne lov til at bruge dametoilettet”, sagde Thomas Worm Larsen i sin tale.
“Ringriderfesten har sluppet tøjlerne og kommer nu med en Damefrokost og det får mig til at tænke på, at der er kvindelige hormoner i øl. Når vi har drukket syv-otte stykker, så bliver dumme at høre på”, sagde han.
Herefter kunne han nævne, at der sker rigtigt meget i Sønderborg i den her tid.
“Der er Nord-Als Musikfestival og næste weekend begynder WoodSculpture og vi kan se frem til Kulturnatten. Jeg er glad for, at kommunen kan støtte meget af det, som foreningerne laver og kan afsløre, at vi lige har bestemt os for at støtte skytteforeningen med 235.000 kroner til hjælp til et elektronisk anlæg”.
Sønderborgs citychef, Axel Nielsen havde også en kort bemærkning:
“Uden Borgerforeningens hjælp, så var der meget, som ikke kunne lade sig gøre og i Vores Sønderborg er vi rigtigt glade for samarbejdet”.
Ved Skyttefrokosten blev de bedste skytter hædret og der var æresmedlemmer, som fik deres diplomer og medaljer.
Du kan SE BILLEDER HER.



















