I dag, fredag, blev der lavet en aftale mellem Kommunernes Landsforening, KL, og regeringen om kommunernes økonomi og borgmester Erik Lauritzen siger til SønderborgNYT, at han er glad for, at den socialdemokratiske finansminister, Nicolai Wammen, har lyttet til sit bagland.
“Der er kommet et løft på samlet 3,4 milliarder, hvor en del af dem handler om den almindelige fremskrivning. Det reelle løft er på omkring en milliard kroner”, siger borgmesteren.
Borgmester Erik Lauritzen kan endnu ikke sige, hvad løftet konkret betyder for Sønderborg.
“Vi skal først vide, hvor mange penge, der er til Sønderborg og så skal vi i gang med at regne. Først derefter kan vi melde noget konkret ud”, siger borgmesteren.
På et pressemøde i Finansministeriet fredag formiddag sagde KL-formand Martin Damm:
“I KL er vi godt tilfredse – kommunerne har været under pres og den her aftale er langt den bedste, som jeg har været med til igennem 11 år. Vi kan ikke fikse alt, men vi er på rette vej, velfærdsvejen”, sagde han.
Finansministeren er også glad for aftalen.
“Vi giver kommunerne det største løft i 15 år”, sagde Nicolai Wammen på pressemødet.























