Stemningen var helt i top allerede fra den første af Poul Krebs sange i Sergenten på Sønderborg Kaserne lørdag aften – og den folkekære sanger og musiker havde følgeskab af bassisten Troels Skjærbæk.
“Troels Skærbæk, der spiller bas, sørger også for tromme og tamborine, så hører i pludselig et eller andet, så er det altså ham og det er live”, sagde Poul Krebs og tilføjede, at de to altså selv skal det hele.
“Yngre kolleger har det optaget på bånd på forhånd, så bær over med os”.
Herefter fulgte en hel række sange om hverdagens trummerum, sporadiske observationer, sindets afkroge, livets relationer – og sådan har det været for Poul Krebs siden ’70erne.
Og netop det, at Poul Krebs synger om det, som vi selv kender, gør ham populær.
Inden Poul Krebs kom på scenen med sin makker, havde gæsterne nydt en tre-retters menu, som var udvalgt af Hotel Alsiks gastronomiske fyrtårn, Jesper Koch, og hans team. De havde også fundet de vine, som blev skænket af den opmærksomme serveringsstab.
På fredag er Sergenten klar med endnu en dinnerkoncert – og det er med Rasmus Walter, som ikke alene er en dygtig sanger og sangskriver. Hans liveoptrædener er også noget ud over det sædvanlige. Med sin karakteristiske, rå stemme og en sprudlende århusiansk dialekt giver han en autentisk og hjertevarm oplevelse, der fordyber publikum i hans musik.
Her er der billeder fra Krebs-koncerten.


















