Oliver von Riegen begyndte som frivillig hos Augustenborg-Bro Frivillige Brandværn i marts måned og han har titlen som hjælper.
“Jeg har endnu ikke fået grunduddannelsen, så jeg hjælper med at sætte lys op og henter udstyr til brandmændene, når vi er ude på opgave”, siger Oliver von Riegen til SønderborgNYT og tilføjer, at han snart skal i gang med grunduddannelsen.
Det kan være familien, som har fået ham til at melde sig som frivillig.
“Mange i min familie har været frivillige brandmænd og så har jeg også været med i Ungdomsbrandværnet”, siger han og fortæller, han ser frem til få grunduddannelsen.
“Alle brandmænd har den uddannelse og det handler selvfølgelig om at kunne løse nogle opgaver, men lige så meget om vores egen sikkerhed”, siger Oliver von Riegen. Han er allerede glad for, at han er en del af holdet.
“Det er alletiders at være en del af sammenholdet her på stationen”.


















