I disse dage bliver der spredt forårsglæde i hele Sønderborg-området, og i dag blev de første af i alt 627 tulipanbuketter bragt ud – buketter, som Lions Als har solgt.
”I dag var første leveringsdag, hvor Lions Als-medlemmerne besøgte en lang række butikker, klinikker og virksomheder i Sønderborg By. Her blev de smukke tulipaner, leveret i vaser med vand, sat på skranker og skriveborde – klar til at bringe et smil frem hos både ansatte og kunder”, siger Herdis Thomsen Maaløe fra Lions Als og tilføjer, at der på forhånd var truffet aftaler med virksomhederne, som med deres støtte har gjort en forskel for lokalsamfundet.
I morgen, tirsdag, fortsætter Lions Als deres blomstrende mission – denne gang med fokus på plejecentrene i kommunen og Sønderborg Sygehus.
”Hele 150 buketter bliver leveret til sygehuset, hvor sygehusets vennekreds sørger for at fordele dem til glæde for både patienter og personale. Derudover bringes 200 buketter ud til kommunens plejecentre, hvor de fordeles med cirka 24 til hvert sted. Alle disse buketter er doneret af lokale firmaer, der har ønsket at sprede lidt ekstra varme og farve til beboere og ansatte”, siger Herdis Thomsen Maaløe til SønderborgNYT.
Tulipansalget er ikke blot en smuk gestus, men også en vigtig indsats, der gør en forskel. Overskuddet fra salget går nemlig til Lions Als’ velgørende arbejde i kommunen, særligt deres indsats imod misbrug. Dermed bringer hver eneste buket ikke blot glæde her og nu – men også håb for fremtiden.




















