Politiets teknikere har nu undersøgt brandstedet i Broager, hvor en villa natten til søndag blev ramt af en voldsom brand.
Brandstedet er nu blevet frigivet, og politiets konklusion er, at branden formentlig opstod omkring en grillstarter på en terrasse.
“Når vi undersøger et brandsted, er det standardprocedure at udelukke eventuelle mistænkelige forhold. I dette tilfælde har vi ikke fundet tegn på, at branden var påsat, og brandstedet er derfor frigivet”, oplyser politikommissær Martin Hess Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Undersøgelsen viser altså, at der ikke er noget, der tyder på, at branden var påsat. Branden brød ud i weekenden i en villa på Bakkevænget i Broager og krævede en større indsats fra brandvæsnet. Ingen personer kom noget til.
















