Sønderjyske Herrehåndbold fik et point med hjem fra Kolding i går, da holdet i kampens sidste sekund udlignede til 27-27 mod KIF Kolding.
Holdet fik en stærk start og var foran 5-9 efter 12 minutters spil. Resten af første halvleg blev mere rodet, og pausestillingen lød på 14-15 – en føring, som med skarpere spil sagtens kunne have været større.
I anden halvleg fik KIF Kolding mere momentum og med 10 minutter igen var Sønderjyske Herrehåndbold bagud 23-20, men de Sønderjyske spillere kæmpede sig tilbage i opgøret og i kampens sidste angreb bevarede holdet roen, og Jørgensen fandt Ebbe helt fri på højre fløj, hvor han scorede til 27-27.
“Vi står sammen som gruppe i dag. Det var ikke kønt, men vi kæmper os tilbage og viser mental styrke i en svær kamp. Vi er uden Rex, Bjørnshauge og Wiger – og kort inde i kampen må vi også undvære Setterblom – så det her point skal hele gruppen have stor ros for. Der skal lyde stor ros til holdets defensive arbejde mod Koldings 7-mod-6, hvor spillerne løser det virkelig stærkt”, sagde assistenttræner Lasse Folkmann efter kampen.
Sønderjyske Herrehåndbold ender som nummer 9 i Herreligaen og nu er der lidt tid, inden kvalifikationsspillet går i gang, som blandt andet bruges på at få flere spillere klar.
















