Godt hver 20. kommentar i den offentlige debat på politikeres og mediers Facebook-sider er et sprogligt angreb. Det viser en undersøgelse fra TrygFonden og Analyse & Tal, som har gennemført den hidtil største kortlægning af angreb og hadefuld tale på Facebook.
”Hver 20. kommentar lyder måske ikke af meget, men det er svært at forestille sig andre samtale-, debat- og deltagelsesformater, hvor hvert 20. indspark er hadefuldt eller anstødeligt som for eksempel ’Han burde skydes’ eller ’Hvornår holder den store so sin kæft’ og lignende”, siger Mikkeline Thomsen, forfatter til den nye rapport og partner i Analyse & Tal.
Det kan naturligvis få nogle politikere til at holde sig tilbage fra de digitale debatter. Men et kig på en række lokale Sønderborg-Facebookgrupper og SønderborgNYTs egen Facebookside viser, at Socialdemokratiets byrådsmedlem Didde Lauritzen – som også er formand for sundhedsudvalget – ofte engagerer sig i kommentarsporene, også når tonen er hård.
”Jeg ser de sociale medier som en mulighed for at inddrage borgerne i beslutningsprocessen og få et mere nuanceret billede af, hvad der foregår i byrådet, og jeg tror på, at vi kan få rigtig gode samtaler, hvis vi alle prøver at holde en ordentlig tone. Det handler om at have respekt for hinanden”, fortæller Didde Lauritzen til SønderborgNYT.
Hun understreger, at hendes engagement på sociale medier ikke kun handler om at informere, men også om at lytte og være åben for kritik.
”Jeg får mange gode idéer og synspunkter fra borgerne, som jeg tager med mig ind i byrådet. Det kan være noget, jeg ikke havde tænkt på, eller et emne, som jeg undersøger nærmere”, siger hun og fremhæver, at borgernes deltagelse ofte giver hende nye perspektiver og idéer.
Over halvdelen af de hadefulde kommentarer er rettet mod individers eller gruppers etnicitet og nationalitet samt køn og kønsudtryk og det er både kvinder og mænd der omtales nedsættende. På trods af den hårde tone på sociale medier mener Didde Lauritzen, at det er et demokratisk ansvar at være til stede.
”Jeg kan godt forstå, at nogle trækker sig. Tonen kan være virkelig hård, og nogle skriver ting, der er langt fra fair. Men jeg synes, det er et problem, hvis kun de højlydte, vrede stemmer får lov at styre debatten”, forklarer hun til SønderborgNYT og betoner, at borgernes aktive deltagelse er en styrke for demokratiet.
”Jeg og mine byrådskolleger arbejder hårdt for at gøre det bedste for Sønderborg Kommune. Jeg føler et ansvar for at fortælle om det arbejde, vi laver – og sociale medier er en direkte vej til borgerne, hvor vi kan få en ægte dialog”, understreger Didde Lauritzen til SønderborgNYT.
Undersøgelsen fra TrygFonden og Analyse & Tal viser desuden, at 68 procent af de sproglige angreb er skrevet af profiler med et mandligt fornavn, mens 32 procent er skrevet af profiler med et kvindeligt fornavn. Samtidig står personer over 40 år bag knap 80 procent af angrebene.






















