Sønderborg Billard Club har netop fået et markant løft takket være støtte fra Norlys Vækstpulje og Velux Fonden Aktivitetsstøtte. Klubben har med midlerne kunnet udskifte et gammelt fuldmatch keglebord og samtidig udvide med et halvmatchbord, som blandt andet bruges til såkaldte ‘skomar-turneringer’ og til oplæring af nye medlemmer.
Klubben råder nu over turneringsgodkendte borde, som lever op til kravene i den professionelle del af sporten. Bordene bliver allerede flittigt brugt, og den ensartede kvalitet har stor betydning både for spillernes udvikling og for afviklingen af turneringer.
Formand for klubben, Børge Agerlund Jensen, fortæller, at det gør en mærkbar forskel i det daglige, og at det giver et løft til hele miljøet omkring billardsporten i Sønderborg:
“Sønderborg Billard Club har både hold i flere serier og individuelle spillere, der deltager i turneringer rundt omkring. Derudover er klubbens seniorfællesskab med andre sønderjyske klubber en vigtig og hyggelig del af det daglige klubliv. I alt råder klubben over fem fuldmatchborde, et halvmatchbord til keglebillard samt et carambolebord”, siger Børge Agerlund Jensen og opfordrer alle interesserede til at besøge klubben og prøve kræfter med sporten.
Sønderborg Billard Club tilbyder en gratis prøveperiode, hvor alle rekvisitter stilles til rådighed, så man nemt kan få en fornemmelse af spillet og stemningen. Der spilles dagligt mandag til fredag fra klokken 9 til 12, og der er desuden mulighed for aftenåbning efter behov og som medlem får man udleveret en nøgle og kan derfor benytte faciliteterne, når det passer én bedst.
“De fleste turneringer i klubben spilles efter handicapprincip, så alle har en fair chance for at deltage og vinde. Men der er også plads til dem, der blot ønsker at spille for hyggens skyld uden at deltage i turneringer. Vi lægger stor vægt på at være et rart sted at være, hvor god omgangstone og fællesskab er nøgleord”, siger Børge Agerlund Jensen.
Sønderborg Billard Club holder til i Foreningshuset på Sønderborg Kaserne, 3. sal, med nem adgang via elevator og mere information findes på klubbens hjemmeside.
www.SBC1981.dk.




















