En 19-årig mand fra Nordborg blev torsdag klokken 13:19 taget i butikstyveri i Normal i Borgen Shopping. Manden stjal chokolade og en Cocio til en samlet værdi af 24 kroner, men blev kort efter anholdt af en patrulje, der kom til stedet.
“Under visitationen fandt politiet 0,5 gram hashmix, en pose med 0,5 gram amfetamin samt en hashklump på lidt over 1 gram”, oplyser politikommissær Martin Hess Pedersen fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Den 19-årige ønskede ikke at oplyse sin identitet og er derfor sigtet for både butikstyveri, overtrædelse af loven om euforiserende stoffer samt for at have nægtet at oplyse sit navn til politiet.
















