SIND bringer Folkekøkkenet tættere på borgerne i Nordborg

Det handler ikke kun om maden, men også om fællesskabet. Privatfoto

Det handler ikke kun om maden, men også om fællesskabet. Privatfoto

3. oktober 2025 Frivillige Skrevet af: Sissel Vinther

Med åbningen af Folkekøkkenet i Nordborg tager SIND Sønderborg endnu et skridt i arbejdet med at give borgere, hvor økonomien er presset, mulighed for at få et godt måltid mad til en overkommelig pris. Ifølge formand Kristian Lang handler det mindst lige så meget om at skabe et fællesskab, hvor mennesker kan mødes og gå derfra med ny energi.

Valget faldt på Nordborg, fordi flere havde givet udtryk for, at turen til Sønderborg var for dyr, og samtidig oplevede Sind et klart behov lokalt. Menighedsrådet trådte til som en vigtig samarbejdspartner, da de tilbød sognegården som ramme for spisningen og tog varmt imod initiativet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“For os handler det om at skabe et sted tæt på, hvor man kan mødes, være en del af et fællesskab og få lidt positiv energi med sig hjem”, fortæller Kristian Lang til SønderborgNYT.

At Kvickly Nordborg bakker op og står for maden betyder ifølge ham meget i opstarten. Samtidig oplever SIND, at der er stor velvilje blandt frivillige, som gerne vil hjælpe til. Nogen bager en kage, andre tager imod gæster eller hjælper med oprydningen.

“Det vigtigste er, at både gæster og frivillige går hjem med en god oplevelse. Uden frivillige kunne vi ikke lave Folkekøkkenet, og vi håber, at de selv mærker glæden ved at være en del af fællesskabet”, siger han.

Artiklen fortsætter under annoncen

Erfaringerne fra Sønderborg viser, at fremmødet vokser stille og roligt. Her begyndte det hele med omkring 20 gæster, men i dag møder op mod 100 mennesker op hver gang. For Kristian Lang handler det dog ikke kun om antallet, men om oplevelsen. Det vigtigste er, at de, der deltager, føler, at de går hjem med noget positivt, det kan være en snak, en ny relation eller bare det at have haft en hyggelig aften i fællesskab.

De erfaringer tager SIND nu med til Nordborg, hvor håbet er, at Folkekøkkenet kan få samme betydning for lokalsamfundet.

Artiklen fortsætter under annoncen

“Vi håber, at gæsterne går derfra med følelsen af at have været en del af noget. Hvis folk tager hjem med lidt positiv energi og oplevelsen af at have haft det godt, så har vi nået vores mål”, siger Kristian Lang og tilføjer:

“Det kan godt være, det bare er et måltid en torsdag aften – men for nogle betyder det, at de føler sig set og hørt. Og det gør en forskel”.

Netop den tanke gør også, at han ser muligheder for at brede Folkekøkkenet ud til andre steder i kommunen, hvis behovet viser sig, og der er frivillige til at bære det.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...