Sønderborg Kvinde- & Krisecenter udvider med ambulant rådgivning og søger i den forbindelse flere frivillige. Derfor afholder de et informationsmøde for nye frivillige – det sker tirsdag den 4. november 2025.
Sønderborg Kvinde- & Krisecenter, der er en non-profit-organisation, udvider i samarbejde med Dannerstiftelsens projekt ’Sig Det Til Nogen’ med ambulant rådgivning i januar 2026 – det kan nye frivillige høre mere om, når centerlederen og en frivillig vagt fortæller om arbejdet med kriseramte kvinder og børn.
Sig Det Til Nogen er et gratis rådgivningsforløb for kvinder og pårørende til kvinder, der lever med psykisk eller fysisk vold samt andre former for vold i nære relationer. Samtalerne udføres af voldsfagligt uddannet fagpersonale på Krisecentret.
”Når de frivillige går ind og overtager vagter, får vores fagpersonale bedre mulighed for samtaler med de voldsramte kvinder. Det gælder både for de kvinder og deres børn, der for en stund bor på Krisecentret, men i lige så høj grad for de voldsramte kvinder, der i første omgang søger ambulant rådgivning. Vi har god succes med, at fagpersoner og frivillige er fælles om at løfte opgaverne. Dette fællesskab vil vi gerne invitere flere frivillige til at være med i,” siger centerleder Maybritt Kay Hinrichsen.
Sønderborg Kvinde- & Krisecenter er det syvende krisecenter på landsplan, der har dette tilbud – det er blandt andet Sønderborg Kommune, der med en bevilling til projektet er med til at sikre, at alle borgere får adgang til den livsvigtige rådgivning.
Der søges frivillige krisevagter, som kan være til stede om natten og om aftenen samt i weekender og på helligdage – desuden søges der også frivillig hjælp til forskellige arbejdsgrupper sammen med beboerne.
Infomødet for nye frivillige finder sted den 4. november klokken 17:00 på Agervang i Sønderborg, og alle, der er interesserede i at blive frivillig, opfordres til at komme – Sønderborg Kvinde- & Krisecenter byder på pizza.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.





















