Der blev banket på døren til Sønderborg Kvinde- og Krisecenter, da Helle Bang og Lene-Marianne Nielsen fra Sol og Strand i Sønderborg kom forbi med en donation på 20.000 kroner.
Pengene skal være med til at skabe lidt ekstra varme og ro omkring julen for de kvinder og børn, der opholder sig på centret.
“Julen kan være en svær tid for mange af de kvinder og børn, der bor her. Donationen gør det muligt for os at skabe lidt glæde og nærvær i en hverdag, der ellers kan være præget af utryghed og forandringer”, fortæller centerleder Maybritt Kay Hinrichsen, i en pressemeddelelse.
Lene-Marianne Nielsen fra Sol og Strand fortæller, at de lokale medarbejdere selv vælger, hvem der skal modtage støtten.
“Vi ønsker at støtte noget, der gør en forskel tæt på os – og det gør krisecentret. Her bliver hjælpen mærkbar for både kvinder og børn”, siger hun.
Midlerne kommer fra Den Lokale Håndsrækning, et initiativ hvor Sol og Strands lokale bureauer hvert år uddeler støtte til projekter og foreninger i deres område.


















