ADHD-foreningen åbner en ny friluftsgruppe i Sønderborg, hvor naturen bliver rammen om leg, fællesskab og ro. Her handler det ikke om at sidde stille, men om at bruge kroppen, være nysgerrig og have lov til at være lige præcis, som man er.
Friluftsgruppen er for børn med ADHD mellem 7 og 12 år og er gratis at være med i. En gang om måneden mødes børnene i naturen sammen med to frivillige fra ADHD-foreningen, som står for at sætte gang i forskellige aktiviteter, alt efter hvad børnene har lyst til den dag.
Det kan være alt fra at tænde bål og bage snobrød til at bygge små huler, gå på opdagelse på stierne eller lave simple naturaktiviteter.
“Vi ved, at mange børn med ADHD trives godt i naturen. Udenfor er der plads til både at larme, løbe, sanse og trække sig lidt, hvis man har brug for en pause, og det giver en helt anden ro end at være i et almindeligt lokale. Vi vil gerne skabe et sted, hvor børnene kan komme, som de er, og hvor der ikke er nogen, der synes, at de fylder for meget eller er for urolige”, siger Sofie Astrid Bøjden Olsson, projektleder i ADHD-foreningen, i en pressemeddelelse.
For Sofie Astrid Bøjden Olsson og de andre frivillige er det vigtigt, at friluftsgruppen ikke bliver endnu et sted, hvor børnene skal præstere.
“Vi håber, at børnene får nogle gode oplevelser, som de tager med sig hjem. Det kan være følelsen af at have fået en ny ven, at turde prøve noget nyt eller bare den der fornemmelse af, at naturen er et sted, hvor man kan falde lidt ned og stadig have det sjovt”.
Friluftsgruppen mødes én søndag om måneden fra klokken 10:00 til 12:00 ved shelterne på Kær Vestermark i Sønderborg.
Det er gratis at deltage, men der er tilmelding, så de frivillige ved, hvor mange der kommer. For tilmelding og mere information kan man kontakte de frivillige på mail [email protected]

















