Julen kan være en udfordring for familier, der kæmper med at få økonomien til at hænge sammen, og netop derfor samler Børnenes Jul igen kræfterne om at skabe en god december for børn, der ellers risikerer at gå glip af traditionerne.
Nu står juletræet klar på 2. sal i Borgen Shopping ved rulletrappen, og børnenes ønsker hænger allerede på, så byens borgere kan plukke et ønske og købe en gave til en værdi af op til 200 kroner.
Ønskerne i år viser, hvor meget små ting kan betyde. Der er blandt andet ønsker om en brandbil med lyd, spillet Labyrint, en squishmallow bamse, idrætstøj, regntøj og Fantus bøger.
Når man har valgt et ønske og fundet gaven, afleveres den hos Thiele i Borgen senest onsdag den 17. december.
Gavetræet er skabt, så alle kan være med. Man plukker et ønske, køber en gave og afleverer den, og resten sørger Børnenes Jul for, så børnene får en jul, der minder om den, mange andre tager for givet.



















