Sønderborg Q satser fremad med nyt trænerteam

Nye trænere skal løfte kvindefodbolden. Arkivfoto

Nye trænere skal løfte kvindefodbolden. Arkivfoto

16. december 2025 Sport Skrevet af: Michael Kjær

Der bliver skiftet ud på trænerbænken hos Sønderborg Q’s kvinder, når kalenderen vender til 2026. Sønderborg Q og Gråsten Boldklub oplyser, at det nuværende trænerteam stopper ved kontraktudløb, efter at parterne i fællesskab har besluttet at afslutte samarbejdet.

Beslutningen kommer efter en periode, som har været præget af store forandringer. Sammenlægningen af flere hold og en betydelig udskiftning blandt stamspillerne på førsteholdet har stillet store krav til både spillere og trænere.

Artiklen fortsætter under annoncen

Fra årsskiftet overtager Stephan Böhme og Haagen Dietz ansvaret for holdene i fortsat samarbejde med Lars Plehn som holdleder. De nye trænere vil allerede fra nytår være klar med en plan for forårssæsonen 2026.

Stephan Böhme kommer med en solid baggrund fra tysk pigefodbold. Han er indehaver af DFB B-licens og har mere end 30 års erfaring på området. Senest har han været cheftræner for Kilia Kiels kvindehold, der aktuelt ligger nummer to i deres række.

Haagen Dietz har DBU A-licens og bringer mange års erfaring med sig fra både drenge- og pigefodbold – både i Danmark og i det tyske. De to trænere kender hinanden indgående og har tidligere arbejdet tæt sammen hos Flensburg Weiche 08, hvor de stod i spidsen for klubbens U15-hold i Regionalligaen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Styregruppen ser store perspektiver i den nye konstellation:

”Vi er meget glade for at kunne byde Stephan Böhme og Haagen Dietz velkommen. Med kombinationen af deres eliteerfaring, visioner og netværk samt den lokale forankring og kontinuitet, som Lars Plehn repræsenterer, skabes de bedste forudsætninger for at løfte kvindeseniorfodbolden i området. Styregruppen forventer, at det nye trænerteam kan skabe sportslige resultater, udvikle spillere og opbygge et stærkt og ambitiøst træningsmiljø i tråd med målsætningen om et fremtidigt elitesetup i kommunen”.

Artiklen fortsætter under annoncen

I Sønderborg Kommune arbejdes der i samarbejde med flere klubber på en større satsning på elite pigefodbold – både på ungdoms- og seniorniveau. Netop den ambition har været medvirkende til beslutningen om at tilføre nye kræfter og justere de sportslige rammer omkring kvindeseniorfodbolden.

Officielt tager det nye trænerteam over, når træningen genoptages i januar.

I dag tæller samarbejdet mellem Sønderborg Q og Gråsten Boldklub mere end 50 kvindespillere på forskellige niveauer. Med de nye trænere og et udvidet samarbejde håber klubberne både at kunne fastholde de nuværende spillere og tiltrække nye.

Artiklen fortsætter under annoncen

Ambitionen er at tilbyde fleksible kamp- og træningsmiljøer, der matcher spillernes niveau og behov, og samtidig skabe et større fællesskab og netværk som en langsigtet investering i kvindefodbolden i området.

3. juni 2026 Politik, Samfund, Sønderborg

Kommunen sætter foden ned – historisk hus skal bevares

3. juni 2026 Politik

Et hus, der har stået i Ulkebøl siden 1877, får nu en ny chance for at blive en del af områdets fremtid. Byudvikling-, Landdistrikter- og Infrastrukturudvalget har besluttet at nedlægge forbud mod nedrivning af den bevaringsværdige ejendom på Kaplenivej 12. Beslutningen kommer efter, at ejeren har søgt om tilladelse til at rive bygningen ned. Huset […]

Læs mere...