Der har været indbrud i en carport på Notmark, hvor en dør er blevet brudt op. Herfra er der stjålet flere ting.
Ifølge politiet er der blandt andet stjålet alu-fælge, haveredskaber, en robotplæneklipper af mærket Husqvarna uden oplader samt el-værktøj i form af en Makita bordmaskine, en rundsav, en stiksav og batterier.
”Særligt robotplæneklipperen uden oplader har vores interesse. Hvis nogen bliver tilbudt den slags og ikke kan få en troværdig forklaring på, hvor den stammer fra, vil vi meget gerne høre om det”, oplyser politikommissær Søren Schlaikjer fra Syd- og Sønderjyllands Politi.
Politiet opfordrer borgere, der har set noget mistænkeligt i området eller har oplysninger i sagen, til at kontakte dem på telefon 114.
















