Da kommunens HR-chef Aase Henriksen gik på pension i 2021, brugte hun ikke lang tid på at finde ud af, hvad hun skulle få sit otium til at gå med.
”En dag, jeg gik og lugede i haven, hørte jeg i radioen, at strikkefestivalen på Fanø lukkede. Så laver vi en i Sønderborg i stedet for, tænkte jeg”, lyder det fra pensionisten i Liliegade.
Som sagt, så gjort. Aase Henriksen bookede et lokale på Sønderborghus.
”Der var plads til 16. Jeg tænkte, der kommer nok ikke nogen. Da jeg nærmede mig lokalet, hørte jeg summen af stemmer. Der sad 35 kvinder derinde”, fortæller hun med et smil.
Som tidligere vicekommunaldirektør i gamle Sønderborg Kommune og senere HR- og arbejdsmiljøchef har den i dag 69-årige kvinde et vist organisatorisk talent. Hun går ikke af vejen for at lave en ansøgning om tilskud til private og offentlige instanser, og hun kan finde ud af at leje lokaler og tilrettelægge et program.
Det blev dog lidt af et problem at være på Sønderborghus, for da der efterhånden er 300 medlemmer af foreningen Garn uden Grænser, som kvinderne stiftede, og der sjældent kommer under 100 til dens arrangementer, foregår de i dag på Statsskolen.
”Jeg ramte lige ned i et eller andet. De fremmødte dengang var kvinder, der tidligere havde siddet for sig selv hjemme i stuen og strikket”, fortæller Aase Henriksen, der i år er primus motor bag byens fjerde strikkefestival.
Den første i stiftelsesåret 2022 blev ikke til noget, da coronaen vendte tilbage. Det var dog også covid, der fik folk til at strikke, bage og sætte huset i stand, da hjemlige sysler kom i højsædet under pandemien. Strikkeglæden har holdt ved. Omkring 1100 mennesker lægger vejen forbi strikkefestivalen i Sønderborg første weekend i juni.
”Det første år var der bagende varmt. Vi kunne næsten ikke holde på strikketøjet, fordi vi svedte i fingrene, og hende, der havde en workshop i at strikke vanter, havde ikke mange kunder i butikken”, griner Aase Henriksen.
Et andet år styrtregnede det en stor del af tiden. Sønderborg er en indbydende by for besøgende, der lægger vejen forbi for at interessere sig for strik i mange varianter. Der er workshops og foredrag og masser af samvær omkring strikketøjet.
”Man kan sagtens tage manden med, også selv om han ikke strikker. Sønderborg byder på et cafeliv og bænke langs Alssund, hvor man kan gå en tur, selv om man måske ikke er her for at strikke”, siger Aase Henriksen, der godt kunne tænke sig, at der kommer 300-400 flere til strikkefestivalen.
Bestyrelsen består af seks personer. Når de alligevel er i gang med at tilrettelægge et omfattende program, er der sagtens plads til flere inden for de nuværende rammer. Der er søgt sponsorer og ydet støtte fra mange sider. Der er også frivillige i sving. Som så mange andre foreninger kunne Garn uden Grænser godt bruge flere frivillige.
Selv strikker Aase Henriksen flere timer hver dag, mens hun hører lydbøger eller ser tv.
”Jeg strikker for en butik i Aabenraa, der sender mig opskrifter på strikketøj til brug for indehaverens udstilling. Det er spændende og udfordrende. Strik er mange ting i dag, i garnkvaliteter, strikkemetoder og farver. Vi har ikke længere behov for at strikke for at få tøj på kroppen”, siger Aase Henriksen, der er af en familie fra Grenaa, hvor kvinderne strikkede, som man gjorde dengang.
I dag er der på mange måder gået mode i strik. Det er mest +50-generationen, der strikker. Der kommer unge til, og de mangler ikke introduktion i at strikke. Der findes et hav af videoer på Instagram, hvor man i detaljer kan studere fremgangsmåden.
Det er bare med at komme i gang, for som stifteren af Garn uden Grænser siger, så er det afstressende og afslappende at gribe strikketøjet, og det holder hjernen i sving.
”Jeg har endnu ikke fået præsenteret en strikkeopskrift, hvis kode jeg ikke kunne knække”, lyder det fra den pensionerede HR-chef, der ikke ser strikketrøjer og hjemmestrikkede sokker som et must i den daglige beklædning, selv om hun strikker meget.
I den kolde vinter er varmt tøj dog ikke det værste, man kan have.
Strikkefestivalen på Fanø blev alligevel ikke lukket, men lever i dag i bedste velgående, ligesom der også er en strikkefestival i Tønder. Strikkepindene går på livet løs med alskens garn, hvoraf der fremtrylles strikmode i alle former og farver.






















