Synnejysk skal ikke kun være noget, man hører hos de ældre eller til familiefester. Det skal være et levende sprog, som både unge og voksne tør bruge, og det er tanken bag Foreningen VM i Synnejysk, der har base i Sønderborg. Foreningen vil samle kræfter på tværs af kultur og erhverv, så dialekten bliver brugt mere og ikke ender som noget, man mest taler om, at man engang talte.
Foreningens ambitionen er at skabe fællesskab omkring sproget og gøre det mere naturligt at tage ejerskab over den lokale kulturarv. Som protektor har foreningen tilknyttet filminstruktør og manuskriptforfatter Frelle Petersen.
Bestyrelsesformand Knud A. Sveistrup peger på, at lokale særpræg let bliver skubbet i baggrunden i en tid, hvor verden bliver mere ens, og at foreningen derfor vil skabe nye anledninger til, at synnejysk bliver brugt. Samtidig er han tydelig om, at projektet stadig er under opbygning, og at ambitionsniveauet er højt.
Han understreger, at arbejdet afhænger af, at finansieringen falder på plads.
”Imidlertid forudsættes gennemførelsen af tilstrækkelig finansiering. Aktuelt ansøges om sponsorater hos fonde, puljer og virksomheder. Den proces skal være afklaret, inden der trykkes på knappen for kickoff i maj”, oplyser Knud A. Sveistrup i en pressemeddelelse.
Foreningen arbejder også med planer om et verdensmesterskab i synnejysk i efteråret 2026, hvor både unge og voksne skal kunne deltage, og hvor dialekten bliver omdrejningspunktet i en konkurrence, der skal samle flere generationer.





















