Der var lagt op til to vigtige point på udebane, men det endte med en mavepuster i de sidste minutter, da de lyseblå var på besøg hos bundholdet GGIF Grindsted i Lyng-hallen, og selv om Sønderjyske længe havde styr på kampen, gled sejren ud mellem fingrene i slutfasen. Opgøret sluttede 30-30 efter en dramatisk afslutning.
Kampen åbnede tæt med flere tekniske fejl fra begge hold. Efter ti minutter stod der 4-3 til hjemmeholdet, men herefter fik sønderjyderne bedre fat.
Angrebsspillet flød mere, chancerne blev sat op og i højere grad udnyttet, og tempoet kom op. Derfor var det også fortjent, at holdet fra Sønderborg gik til pause foran 17-13.
Efter pausen fortsatte billedet. Grindsted bed fra sig og fik reduceret indimellem, men Sønderjyske holdt en føring på tre til fire mål i store dele af anden halvleg. Med fem minutter igen bragte Tobias Gregers de lyseblå foran 29-25, og det lignede en afgørelse.
Så vendte kampen og Grindsted fik momentum, udlignede i slutfasen og havde endda chancen for at snuppe sejren i de sidste sekunder, men det blev dog ved pointdelingen. Cheftræner Rasmus Vandbæk lagde ikke skjul på frustrationen efter kampen.
“Vi må erkende, at vi har svært ved at få lukket kampene. Overordnet spiller vi egentlig en flot kamp med de ressourcer, vi har til rådighed, og vi skaber rigeligt med chancer. Men vi brænder for mange frie afslutninger gennem hele kampen, og det bliver meget dyrt for os. I slutfasen laver vi simpelthen for mange fejl, og lige nu mangler vi den sidste kynisme og selvtillid til at afgøre kampene”, fortæller han i en pressemeddelelse.
Kampen sluttede 30-30 efter pausestillingen 13-17.
Målscorere for Sønderjyske var Viktor Bergholt med 8 mål, Gabriel Setterblom med 5, Tobias Gregers med 4, Jesper Konradsson og Nicolai Skytte med 3 hver, Magnus Frederiksen og Ebbe Stankiewicz med 2 hver samt Matthias Rex, Sebastian Augustinussen og Emil la Cour med 1 mål hver.
Næste opgave for de lyseblå er fredag den 27. februar 2026 klokken 19:00, hvor Skanderborg Aarhus Håndbold gæster Sydjysk Sparekasse Skansen. Billetter kan købes via klubbens hjemmeside.




















