Ladywalk samler igen tusindvis af kvinder, der snører skoene og går sammen. Det handler ikke om tid og præstation, men om fællesskab, sjov og følelsen af at gøre noget godt for sig selv og for andre. Mandag den 18. maj 2026 er der Ladywalk igen, og i år er en særlig milepæl, fordi det er den 25. udgave af Ladywalk.
Har man først været med én gang, bliver det ofte en fast tradition, og mange bruger aftenen som en anledning til at være sammen med kolleger, veninder eller familie, og flere stiller op som hold med egne tryk på trøjerne.
“Vi får jo en snak med mange af de kvinder, der møder op. Derfor ved vi, at de sætter stor pris på, at det er en hyggelig måde at være sammen på, hvor de både får motion, frisk luft og en nærværende snak. Vi har ikke tidtagning, så der er ingen stress og intet pres om at komme i god form eller stille op i de rigtige løbesko”, siger Ingrid Romsøe, der arrangerer Ladywalk i Sønderborg.
I Sønderborg er der ruter på 3, 7 og 12 kilometer med start fra SFS Hallen. Ruterne følges ad indtil Kathrinelund, hvor 3 kilometer drejer fra. De to længere ruter fortsætter mod Klinting, inden de deles. Undervejs kommer deltagerne blandt andet gennem Vollerup, Huholt og Sønderskoven, før alle slutter ved SFS Hallen igen.
En vigtig del af arrangementet er, at deltagerne samtidig støtter andre kvinder. Ladywalk uddeler hvert år donationer til foreninger, der arbejder for sygdomsramte kvinder, og i 2026 går støtten til Hjerteforeningen og Endometriose Fællesskabet.
“Vi hører fra mange kvinder, at det betyder noget, at de kan hjælpe andre samtidig med, at de selv har en god aften. Som arrangør er det også betydningsfuldt, at de mange deltagere gør det muligt at uddele så mange penge”, siger Ingrid Romsøe.
Ladywalk i Sønderborg finder sted mandag den 18. maj 2026 med start fra SFS Hallen, og tilmelding sker via Ladywalks hjemmeside.
Hvis du ønsker, at et arrangement bliver omtalt på SønderborgNYT, så send tekst og billede til [email protected], og vi deler det med vores læsere.


















