Unge med en god idé til at samle andre kan nu få en håndsrækning. Der er igen åbnet for ansøgninger til Godt-i-gang-kassen, hvor unge selv bestemmer, hvilke projekter der skal have støtte. Det handler ikke om karakterer eller lange ansøgninger, men om idéer, der kan gøre noget godt for flere.
Alle mellem 15 og 25 år, der bor i Region Syddanmark, kan søge mellem 1.500 kroner og 15.000 kroner til aktiviteter, som styrker fællesskaber.
Det kan være alt fra events og kreative projekter til mindre initiativer på en skole eller i en klub. Eneste krav er, at idéen kommer flere unge til gode.
Det er et ungepanel fra Mindhelper i alderen 15 til 20 år, der vurderer ansøgningerne og beslutter, hvem der får del i de i alt 150.000 kroner, som uddeles i denne runde. Bag puljen står Ungdomsbureauet og TrygFonden.
“Det er så vigtigt at give unge ejerskab og mandat i beslutninger, der både vedrører og påvirker deres liv. Det er unge selv, der ved, hvad der driver dem, hvilke udfordringer de oplever, og hvad de mener, der kan gøre en forskel for andre unge. Ungepanelet er virkelig engagerede, motiverede og ikke mindst kompetente i forhold til at træffe beslutninger om, hvilke ideer og initiativer der har brug for penge fra Godt-i-gang-kassen. Og de har mange interessante diskussioner og overvejelser om, hvilke projekter der skal støttes”, fortæller Karla Laursen, projektleder på Ungdomsbureauet, i en pressemeddelelse.
Puljen er en del af TrygFondens arbejde med børn og unges trivsel i regionen, hvor unge inddrages aktivt i beslutningerne. Sidste år blev der uddelt 237.000 kroner til projekter i Syddanmark.
Ansøgninger kan sendes frem til den 3. april 2026 via Ungdomsbureauets hjemmeside. Det er muligt at ansøge med en kort tekst eller en video.





















